Jeg tænker tit på hvordan det var, dér lige i starten.

Hvordan jeg næsten ikke kunne tro på hvad det var der var sket for mig. Hvor lykkelig jeg følte mig. Hvor meget min krop og mit hjerte og min sjæl skreg for at være sammen med min nye dejlige kæreste hver eneste ledigt minut.

Jeg kan stadig mærke krilleren og huske suset. Huske hvordan jeg hele tiden blev positivt overrasket over en ny ting ved denne her fantastiske mand, hver gang vi mødtes.

Jeg ved ikke hvordan man holder fast i følelsen når hverdagen kommer og rammer en i nakken med sengeprutter og beskidt opvask. Når arbejdsfordelingens dilemma vælter oplevelsen af lighed og man ind i mellem bare er godt gammeldags træt af altid og det også rammer forholdet.

Men jeg tror at det er vigtigt at huske det. Have det med sig i sin hverdag.

At huske at fortælle ham, at han er lækker når han står der nøgen og i sine egne tanker under morgenbarberingen. At han har de smukkeste bløde kysselæber som jeg stadig ikke kan få nok af. At jeg ikke kan se på hans hænder uden at tænke på hvordan de føles, når han kærtegner mig.

For jeg tænker jo stadig de tanker - og er jeg heldig tænker han også stadig sådan om mig….

“Skal jeg tage noget med hjem” spurgte han på en sms. Jeg havde fortalt, at jeg var taget tidligt hjem fra arbejde fordi jeg havde hovedpine og kvalme, “tjoe - en buket blomster og nogle lakridser kan man jo altid bruge” svarede jeg.

Så det fik jeg.

Forårsblomster - forårsfornemmelser.

Det kan kun blive en katastrofe når man taget et A-menneske, der er kommet for sent i seng, parre det med et morgendiffust B-menneske, der bliver vækket med ordene, “vi har sovet over os, du har 15 minutter til at blive klar i, hvis du skal med i bilen”, tilsætter 10 kg. overvægt med deraf følgende tøjkrise og fedtet hår og så bare for sjov, smasker én bil med brækket vinduesvisker, ét møde der kræver tilstedeværelse og én telefonkonference der kræver nærvær på et bestemt tidspunkt oveni ligningen… på netop den dag hvor vejene er gjort ufremkommelige på grund af vejret.

Vejret!

Havde ikke regnet med at det skulle skrives på listen over ting, der får læsset til at vælte.

I morgen sover vi bare ikke over os, for er der noget der kan vælte mit læs så er det sure morgenminer.

Det viste sig at onsdagen alligevel rummede søde overraskelser af forskellig art.

Den hemmelige beundre viste sig at være en veninde, der har havde skiftet telefon - og min kæreste viste sig at være af den slags, der stadig på forunderlig vis kan ryste fantastiske overraskelser ud af ærmet.

I min muggenhed havde jeg besluttet, at jeg skulle vise ham, at man godt kunne få noget ud af Valentines Day også selvom man var mand. Så på vej hjem fra arbejde var jeg inde forskellige steder for at samle remedier til, at jeg kunne hygge om ham, med nogle af de ting jeg ved han sætter pris på.

Da jeg noget udaset når hjem, ser jeg der er tikket en sms ind på mobilen og at jeg er blevet sat stævne på bestemt tid og sted, med besked om at være pænt påklædt.

Og så er det det viser sig, at den dejlige mand har brugt det meste af dagen på at arrangerer en fantastisk middag. En middag som strakte sig over det meste af aften og som blev nydt med alle sanser.

Og så er det at der er svært at bevare pessimismen.

Selvom de fleste jo mener at Valentines Day er kikset og hypet og forfærdelig, så er jeg en håbløs romantiker, og kan stadig ikke se at det er problematisk at også at tilkendegive sin kærlighed den 14. februar.

Jeg har selv oplevet alt fra blomster til frieri på netop denne dato og jeg havde egentligt lagt i kakkelovnen til en romatisk aften med min kæreste.

Men han er som hovedparten af den danske befolkning, der mener at det er et kommercielt amerikans gimmick og ikke fem flade øre værd, hverken i penge eller tid, så det er droppet igen.

Så det er onsdag hjemme hos os. Med gråvejr og kødsovs.

Og så kan jeg sidde og tænke lidt over den Valentines sms, jeg har fået af en ukendt beundrer, som efter en googlen har fået en identitet, men ikke giver mig nogen forklaring på hvorfor han henvender sig.

Overlevede julen og nytåret med. I ét stykke til og med.

“Det skal vi nok få glæde af i længden” tænkte jeg mens jeg så på ødelæggelserne i lejligheden og konfettien der lå som et tykt lag overalt.

Kæresten sov stadig. Det var blevet sent. Senere for ham end for mig. Når alkoholen går ind ændres vores respektive a- og b-menneske gener, sådan at jeg går i brædderne og han går besærk (eller sent i seng i det mindste… men det andet lyder af mere).

Sad der med en stille kop kaffe og tænkte over hvor meget der var sket i mit liv i løbet af året. Hvordan min stille og rolige og ret forusigelige singletilværelse var blevet væltet omkuld og havde medført dønninger både i sind, krop og bopæl.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg var et hundrede procent lykkelig hele tiden. Men det kan jeg ikke.

Måske er vi ikke bygget til det, måske er det illusorisk at tro at lykken er en tilstand - og alle de kloge har ret, når de siger at lykken kommer i glimt, i dråber. Måske er jeg bare træt og derfor har nemmere ved at se problemer end løsninger. Måske trænger jeg bare til at holde rigtig fri fra arbejdet og overveje om det er det værd.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved at min liv er blevet mere rigtig. At det har større værdi nu. At jeg lever mere intens og med mere indhold. Ved at jeg er elsket og at jeg elsker og jeg ved at det er det hele værd.

Og et par timer senere, efter at kæresten var vækket, lejligheden støvsuget og opvasken taget, så så det lysere ud - indeni og udenpå. Selv nytårsrengøring er nemmere når man er to.

Når det er svært at være den, der er inde i mig, kan jeg godt forstå, at det kan være svært at være den, der er udenfor mig.

Er stadig noget så tyndhudet. Læste i svigermors efterladte dameblade og græd mine modige tårer over den sande historie om dette og hint. Snøftede og grinte lidt over mig selv. Koskede over det rod der er i lejligheden. Det er på en måde og et niveau hvor jeg ikke ved hvor jeg skal starte og hvor jeg skal ende. Og jeg kan tilsyneladende hverken gå i gang eller bare gå.

Og midt i alt rodet bliver vi ved med at invitere gæster. Vores første aften alene i små tre uger, endte med at et par af gutterne kom forbi for at hjælpe og endte med at blive hængende til mad og hygge.

Og det er hyggeligt og jeg er glad for at være sammen med dem, men bagefter er jeg bare så træt af alle de ting vi ikke når, fordi vi sidder og snakker eller ordner op efter gæstebud.

Jeg er splittet mellem det jeg ønsker og det jeg vil.

Når alt kommer til alt, vil jeg bare have meget mindre af det hele. Færre ting, færre gæster, mindre stress. Men jeg er dårlig til at begrænse mig.

Og der skal tages vasketøj ned, for at der kan komme vasketøj op, der skal lægges gæstedyne væk, ryddes op i kontoret, stuerne, soveværelse og køkken, der skal gøres rent på toilettet. Afdekoreres juletræ og nissenedtagning. Tomme flasker og træ skal til skrald. Der skal fjernes papirsbunker og sorteres i gamle breve. Vinduerne skal vaskes og, og, og ….

Og jeg har fri mellem jul og nytår - mens min kæreste må arbejde. Spørgsmålet er så bare hvem der egentligt har fri og hvem der arbejder.

Simple living virker ret tiltrækkende. Eller livet som munk.

Måske er det en ny trend - at jeg bruger juledag til at tude over livets gevordigheder?

Sidste år startede jeg juledagene med at vræle over, at mit liv ikke var som jeg ønskede det, at jeg ville have forpligtelser, en mand, min egen familie. Alt jeg ville alt andet end den uendelige mængde frihed og uforpligtelser, der strakte sig som en ørken foran mig.

I år tyngede forpligtelserne og overnattende familiemedlemmer mig i sådan en grad at min juledag forgik i snøftende tempi. Det eneste jeg ønskede mig var en dag, en time - en kort stund uden andre mennesker, en stund i ro og uden nogen der stillede krav til mig, forventede en bid af min opmærksomhed.

Det er ikke nemt at være menneske. Selv når vi får alt hvad vi ønsker os, er vi ikke tilfredse. Men det gør en forskel at der er nogen der gider en selv når man er mest urimelig og umulig. Og et kram i rette tid kan gøre underværker.

Og vi overlevede julen. Og alle sagde at det var hyggeligt, at maden var god, at tingene spillede. Træet stod højt og der blev sunget i gennem og gaveregnen regnede.

Og da familien gik, kom vennerne forbi og vi sad og drak god whisky og portvin og spillede spil. Og snakkede om hvor meget nemmere det ville være at fejre sine højtider med vennerne frem for familien.

Og jeg tænkte på, at skal det lykkedes os at få sådan et af de der børn, så går der lang tid før man kan droppe julen og på et tidspunkt vil det være os, der er deres pestilens.

Juletid og julefred.

Jeg kan ikke rigtig rumme at det nærmest allerede er overstået det her jul - inden det er begyndt inde i mig.

Det er vores første jul sammen og jeg havde alle de her ideer og fantasier, om julehygge, nisseundertøj, varm ånde i kold luft, fletten fingre og spise af samme småkage.

Og *vumpfh* så brød verden ind i idyllen og inden jeg fik set mig om er måneden gået og og jeg føler mig lidt snydt, lidt skuffet - lidt som at jeg står med bukserne nede om hælene og har fået wc’et trukket væk.

Men det er jo os der er julen. Os der lægger hus og hjem til juleaften. Med hele familien, børn samt diverse dyr. Og det skal vi så se om vi kan nå at få i orden.

Jeg befinder mig et pænt sted mellem stress og overbærenhed. Som den overarrangør jeg er strider det mod min natur at alting ikke er sat sirligt på lister og streget ud i takt med at det er fikset, men samtidig tror jeg at det måske er ret sundt at lære at lade lidt mere stå til og finde ud af at det nok skal gå. Man dør ikke af at der mangler kulør til sovsen, det er sådanne ting der skaber familiehistorier, ligesom min mosters ris ala peanuts…!

Men det skal nok gå - for første gang er jeg ikke alene om julen og det er rigtig rigtig rart. Godt nok endte jeg med at købe hans mors gave … men han endte også med at være den der købte en til min mor.

Der er mere lort på styret, end styr på lortet - men jeg er sikker på at vi sammen nok skal få den der juleting op og stå!

Vi er enige om at sammen er vi fantastiske. Vi er gode. Vi kan det dér - verden kom bare an!

Men det begynder så småt at snige sig ind på livet af en: At man måske i virkeligheden ikke er overskudsagtig og god, men mere en malkeko og tossegod.

Vi har sat himmel og helvede i bevægelse for at hjælpe nogle venner, der er kommet skævt på hinanden. Med det resultat at vi har brugt dage på at på at lytte, flytte og støtte. Flytningen pågår stadig, sidste læs ryger afsted i morgen. Og der køres og køres.

Og de to involverede?

Ja, de har fået tørret deres øjne og er allerede igang med nye narestreger.

Lektien er vel, at mennesker er lige som andre ting, og så længe det knager så holder det og bare fordi folk er kede af det, behøver man ikke at stoppe verden for at omarrangere den for dem.

En anden lektie er at venner også er en slags mennesker og man kan ikke ændre andre mennesker. Men man kan vælge sine venner. Og man kan også vælge om igen.