Sidste lørdag besluttede jeg mig til at det måtte være nok med dateriet og at nu måtte jeg (for en tid) vende tilbage til gamle dages seriøse scoringer.

I de sidste små 5 år har jeg taget kæresteriet seriøst. Jeg har datet, ikke scoret. Jeg har været sjov, behersket sexet og på ingen måde pågående. Det betyder at jeg har drukket en hulens masse kaffe, chit-chattet så det stod ud af ørene og spist en god del middage. Men det har stået ret sløvt til på sengekanten. For når man dater seriøst, så handler det ikke om sex. Det handler om hvem er du og hvem er jeg og "har du set nogen gode film her på det seneste".

Og sidste weekend gik det op for mig, at jeg ikke har haft et one-nigt stand i dette årtusinde. Det er jo i sig selv ikke forfærdeligt, og der er mange i både Danmark og verden, der stadig har det til gode. Men jeg besluttede mig til at lave om på det.

Godt dullet op, gik jeg ud i verden. Og det tog siger og skriver 5-10 minutter før jeg havde scoret.

Og selvom det selvfølgeligt er fedt for mit ego "ihhhh, se lige hvor lækker jeg er" - så er det et eller andet sted dybt, dybt sørgeligt. For fyren var selvfølgelig gift/samlevende/whatever … og alligevel skulle man ikke meget mere end flashe ham et par bryster og så var han klar på grisse-bassen.

Han ved ikke hvad jeg hedder og jeg ved ikke hvad jeg hedder - og et eller andet sted er et intimiteten mellem to mennesker blevet brudt. Det må den være. Ellers er der da slet ikke håb for den hellige verden af parforhold.

Og mig..? Jeg er i at finde i byen igen i morgen. Lidt mindre dullet op, lidt mere kræsen og klart med selvtilliden i top.

Det er ikke sikkert at vi alle har tænkt det, men jeg er ret sikker på, at det et eller andet sted, er det det rigtig mange af os frygter: Tænk hvis vi allerede har haft det bedste?

- det bedste kys

- bedste sex

- den bedste kæreste

- den mest romantiske stund

- den kærligste kæreste

- de sødeste svigerforældre

- det bedste øjeblik med et andet menneske

Hvad nu hvis vi har toppet og det kun går nedad fremover? Kan vi holde ud at leve som menneske, hvis vi ikke har troen på, at der stadig er noget godt i vente. Lige rundt om hjørnet er han eller hun. Den længe ventede, den savnede.

Men hvad nu hvis du har mødt din eneste ene og du bare ikke forstod det. Fordi du var 15 eller 25 og mente du var for ung. Eller at du havde hovedet fuldt af noget andet. Noget ligegyldigt og meningsløst - som bare virkede vigtigt i det øjeblik.

Jeg kan ikke sige mig fri for at min mr. Right har været fordi og at jeg ikke fattede det. Men jeg håber at det ikke var tilfældet.

Indlægget er lukket for kommentarer - da det modtager meget spam.

Når jeg læser det igennem jeg har skrevet, får jeg en fornemmelse af, at jeg lyder som en bitter gammel gimpe. Spørgsmålet er om det er løgn?

Jeg føler mig sådan ind i mellem.

Men jeg føler mig også ung, sprød og ubrugt. Føler mig fuld af ressourcer og indhold, der bare venter på at blive brugt, i den verden jeg gerne vil bevæge mig ind i. En verden der indeholder andet end bare mig, mit liv, mine behov og ønsker.

Som en af mine venner sagde i dag: "Det er spild af god kvinde, at du er alene". Nu er han bøsse og 61 år, så der er ikke så meget at hente dér. Men jeg kan kun give ham ret. Jeg synes selv at der er spild af mine bedste år, at jeg går rundt og nøjes med mig selv.

Ikke fordi der er noget galt med at være single. Jeg har være super glad for mine mange singleår. De har været med til at forme mig. Med til at gøre mig til den jeg er. Jeg har haft tid og rum til at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg indeholder.

Jeg har haft en unik mulighed for at sætte mig selv i centrum og pleje mine behov. Og nu må jeg videre. Der er ikke rigtig noget i mig, jeg ikke kender. Trust me. Jeg har undersøgt enhver krog og afkrog. Mærket enhver følelse. Understøttet ethvert behov jeg har kunne opfinde og brugt alle mine penge på mig selv.

Og nu er altså endelig klar til at være andet og mere end blot noget for mig og mig selv i mit liv.
Og det er så desværre det totale turn off - for hvor desperat er det lige du er kone!

Det er blevet sagt så tit, at det næsten er blevet sandhed:

"Singler nu om stunder er så krævende og kræsne - det er derfor de er alene!"

Og ja, lige som alle andre har jeg ønsker og krav og noget der skal klikke. Men netop fordi jeg er bange for at smide barnet ud med badevandet, er jeg mere end en gang, gået på dates med mænd, jeg udemærket godt vidste, jeg aldrig ville ende sammen med.

Fordi jeg har prøvet at overbevise mig selv om, at de positive egenskaber fyren havde, ville overskygge den eller de ting, jeg ikke lige brød mig om.

Min allerførste date, da jeg bevægede mig ud på scenen, var af den slags.

Som nybegynder lavede jeg den klassiske fej: vi skrev sammen i over en måned før vi mødtes. På det tidspunkt havde vi betroet utrolig mange intime detaljer om os selv til den anden og jeg følte vi kendte hinanden helt vildt godt.

Han havde ikke rigtig fænget på billedet, men "det er jo det indre der tæller" - tænkte jeg, så vi mødtes.

Og jeg havde på ingen måde lyst til ham. Instinktivt. Fra første øjeblik. Det var bare sådan at jeg vidste, at de der hænder skulle ikke på min krop og det var ikke en mund, jeg havde lyst til at kysse.

Men jeg lyttede selvfølgelig ikke til mig selv. Det har jeg jo læst for mange dameblade til at gøre. Så jeg gik pænt på ikke mindre end 3 dates med ham, fordi jeg havde læst et sted at det først er efter noget tid man virkeligt kan afgøre om man passer sammen.

Efterhånden er jeg blevet bedre til det. Føler jeg direkte modvilje bliver det ikke til mere end en enkelt date. Men jeg har ikke noget krav om at det skal være Kærlighed ved første blik. Jeg dater for at finde en kæreste, men hvis jeg i forsøget på det skulle falde over nogen sjove eller spændende mænd, der kan ende som mine venner, så er det også ok.

Så tricket for mig er nu: skrive lidt, mødes hurtigt til et kemitjek og kan jeg lide hans selskab, så vil jeg gerne mødes igen.

Jae… altså, bortset fra lige nu hvor jeg semidater en fyr jeg rent faktisk ved ikke er manden for mig, men jeg kan ikke helt finde ud af at få det sagt - for jeg ville et eller andet sted ønske at jeg var vild med ham.

Først troede jeg at det var en kvindeting, indtil jeg opdagede at mænd løj lige så meget om det.

Jeg ved ikke hvad det er, men tilsyneladende vil ingen stå ved deres egen alder. På datingsites er folks alder oftes lige så ærligt angivet, som beløb på anmeldelser til forsikringsselskaber.

Jeg har altid selv store kvababbelser omkring angivelse af min egen alder. Skal jeg være ærlig eller lyve lige som "alle de andre". Hvis jeg lyver skal det senere rettes op og lyver jeg ikke, tror folk jo, at jeg er endnu ældre end jeg er….

Det sjove er, at jeg ikke engang har et problem med min alder. Har det fint hvor jeg er i tilværelsen. Men på datingsite er alder et søgekriterie og min sande alder giver mig primært henvendelser fra to slags mænd, som jeg ikke er interesseret i:

- unge fyre - mellem 17-25 - som ønsker at prøve at have erfaren sex med "en ældre kvinde"

- ældre mænd - mellem 50-60 - som ønsker en "ung model" at forsøde den 3. alder med.

For jeg er jo lige så aldersdiskriminerende som alle andre - jeg ønsker mig en mand der er min jævnaldrende. Midt 30'erne til lige start 40'erne.

Men det er som om at alderen gør datingscenen cirkulær og alle efterstræber nogen, der efterstræber nogen andre