Sidste lørdag besluttede jeg mig til at det måtte være nok med dateriet og at nu måtte jeg (for en tid) vende tilbage til gamle dages seriøse scoringer.

I de sidste små 5 år har jeg taget kæresteriet seriøst. Jeg har datet, ikke scoret. Jeg har været sjov, behersket sexet og på ingen måde pågående. Det betyder at jeg har drukket en hulens masse kaffe, chit-chattet så det stod ud af ørene og spist en god del middage. Men det har stået ret sløvt til på sengekanten. For når man dater seriøst, så handler det ikke om sex. Det handler om hvem er du og hvem er jeg og "har du set nogen gode film her på det seneste".

Og sidste weekend gik det op for mig, at jeg ikke har haft et one-nigt stand i dette årtusinde. Det er jo i sig selv ikke forfærdeligt, og der er mange i både Danmark og verden, der stadig har det til gode. Men jeg besluttede mig til at lave om på det.

Godt dullet op, gik jeg ud i verden. Og det tog siger og skriver 5-10 minutter før jeg havde scoret.

Og selvom det selvfølgeligt er fedt for mit ego "ihhhh, se lige hvor lækker jeg er" - så er det et eller andet sted dybt, dybt sørgeligt. For fyren var selvfølgelig gift/samlevende/whatever … og alligevel skulle man ikke meget mere end flashe ham et par bryster og så var han klar på grisse-bassen.

Han ved ikke hvad jeg hedder og jeg ved ikke hvad jeg hedder - og et eller andet sted er et intimiteten mellem to mennesker blevet brudt. Det må den være. Ellers er der da slet ikke håb for den hellige verden af parforhold.

Og mig..? Jeg er i at finde i byen igen i morgen. Lidt mindre dullet op, lidt mere kræsen og klart med selvtilliden i top.