Jeg ser dem tit rundt om på kødmarkedet - de professionelle singler.

Dem der har tjek på singlelivet og ser ud til at nyde det i fulde drag. De indleder altid en samtale eller profil med “ja, jeg har ikke brug for en kæreste for jeg har det helt fint som single - fede venner, godt job, lækker lejlighed [blah blah blah] - ja, jeg ved faktisk næsten ikke hvad jeg skal med en kæreste”.

Dem der stort set ikke har tid til at passe en kæreste ind i det hektiske liv mellem bjergvandring og snowboarding og lange cocktails.

Jeg har aldrig fundet ud af, om det er virkelighed eller bare plastik det hele. Men det er lige præcis sådan jeg ikke ønsker at ende. Sådan helt fyldt op med mig selv og mine behov.

Det sjove er, at to af de værste af slagsen - som jeg nogensinde har mødt - var den første og den femte der var inde og og tjekke min nye dating.dk profil ud. I minutterne efter den blev oprettet.

1′eren - var iøvrigt også den første besøgende, sidst jeg smed en profil op - og det er nok 1 år siden!

Men måske er al min alders facination (eller facisme om du vil) bundet op på at jeg stadig mangler at nå en masse.

Fordi jeg glemte at kigge på klokken og inden jeg fik set mig om, var alle andre foran mig og tiden var gået og jeg kiggede ned og opdagede, at der ikke var nogen børn ved mine fødder - og det kunne jeg jo egentligt godt tænke mig. Mine egne børn … små aflæggere, kloner af mig og dig og vores kærlighed og ikke bare andres restebørn, (der iøvrigt er søde nok, det er da slet ikke det)

Men jeg kan bare ikke se mig selv sammen med mænd der har børn, der er så store at de læser det selvsamme som jeg læste for få år siden (eller måske ikke så få - det føles bare sådan, fordi tiden den gik og går og jeg stadigvæk glemmer at kigge på klokken).

Jeg kan ikke se hvordan det gik til, at jeg hoppede en hel tidsalder over og gik fra børnebordet til de gamle med rollatorene. Eller selvfølgelig er han ikke gammel fordi han er 48 med voksne børn - 14 år mellem ham og min sidste kæreste - pice of cake?!

Og hvad betyder 14 år? (med mindre man selv er en teenager og 14 år er alverden og hele livet). Det er det der forskellen på om du tør tage hele turen (forfra/igen - eller for allerførste gang ligesom mig?).

Det er ikke den spændstige krop - den er der mange mænd der giver køb på når de runder de første 30 mil. Det er det om du kan og vil starte forfra med mig - kan verden være ny når man næsten er et halvt århundrede?

Har vist været her før - åh ja!

Det er sjældent at jeg reder alle mænd over en kam - men lige i dag er jeg tæt på. Det er et af disse tidspunkter hvor jeg ligesom andre i blogverden her lyst til at råbe: AAAAGHHH MÆND!!!

Hvad der startede dagen som en fuldstændig uskyldig "jammen ok, så flirter vi da, når du nu tilsyneladende gerne vil" på hans anledning may I add - endte med en mail fra fyren, om at han troede, at han var klar over at jeg havde været interesseret i ham (troede han var klar over at jeg havde været interesseret - hvilken gramatisk tid er det i øvrigt - forhåbningsdatidsfremtid?) og det så måske ikke var så smart at mødes. Han sluttede af et et kækt ønske om, at han håbede han ikke lød for højrøvet.

Og så er det bare jeg spørger - hvad er det der sker? Hvad er det for noget med at starte noget op og når man så reagerer (og i det her tilfælde ret afdæmpet begejstret - fordi jeg rent faktisk ikke er interesseret i fyren, men bare syntes at han var ret ok og det var hyggeligt at flirte lidt uskyldigt på en højhellig mandag) - så trækker de sig tilbage med 180 i timer og en snotklat over skulderen…. "Snnnnnnnnytttt jeg kan ikke li' dig, jeg kan ik' liiiii dig … du klister, du klister"

Det er jo set før:

Av igen igen igen

Mandehaderdag

Det jeg godt kunne tænke mig at vide er om det er den samme fyr der går rundt og spreder den der hyggelige stemning, eller om der er flere derude…?

Gårsdagens venindetur endte med en i-seng-før-midnat afslutning - og det er også fint nok. Det undrede mig bare at det sted vi havde valgt - der reklamerede med at de blev til noget nær en natclub efter kl. 23 - istedetfor gik totalt død. Ved 22.30 tiden var vi 4 mennesker og da de så dæmpede lyset, virkede det mere som en lukning end en skiften til natklub-mode. Så vi tog hver til sidst.

Selvom der ikke blev festet igennem, har jeg haft hovedpine hele dagen. Nok ikke så meget af drikkeriet - men nok nærmere af de smøger som jeg ellers ikke har røget længe. Sjov at lige præcis den veninde der sælger rygestopkurser, fik mig på glatis…. eller skal man nærmere tænke i konspirationsteorier?

I aften står der fest på programmet. Jeg burde være igang med smukkeseringen - men jeg orker ikke helt. Glæder mig til at feste - det er bare perioden indtil det går igang der er lidt tung. Halvdelen af festdeltagerne kunne være mine unger og den anden halvdel potentielle partnere, hvis de ikke allerede var godt gift. Tror jeg nedtoner brysteriet og satser på at konversere (og måske danse…?)

Veninden kommer forbi om lidt. Vi skal ud og spise og så nok hænge på en café eller bar til de sene nattetimer. Og det skal nok blive hyggeligt. Hvis det ikke lige var for det med tøjet.

For vi er jo ude i virkeligheden og der er mænd, der kunne blive potentielle noget - og man ville jo måske nok gerne se lidt lækker ud. Samtidig er det fredag, den tid om måneden hvor ens krop opfører sig som beholder fra Haralds Kildevand - så hvad er det lige der er rart at have på? Det er ikke de selvsiddende,stramme bukser og nedringede små toppe - eller hvad det nu er de unge vil ha'.

Dilemmea og frustration. Nogen gange ville jeg ønske at folk bare kunne møde mig fra arbejdet og ta' det derfra. Jeg har en god smag i arbejdstøj, men den går sjældent ude i virkeligheden, da jeg de fleste steder vil virke overdresset.

Og det tøj der er mit "hjemmetøj" er lidt for low key til-uden-for-hjemmet-aktiviteter.

Sjovt nok er det altid fredag eller lørdag aften at det går op for mig at min garderobe ikke passer til mit. Jeg har tre slags tøj:

- arbejdstøj -der er tjek på livet city-chik

- hjemmetøj - der er hul i røven-min-mor-er-en-hipper-hooper (og hvor gammel var det lige du var?)

- festtøj - fra galla til small-town coctailparty. Du kan stort set ikke overraske mig med en fest, uden at jeg kan matche med et sæt!

Men et eller andet der både er behageligt at have på og ser smart ud her på en fredag aften - det ejer jeg sgu ikke.

Chit-chattede med en af mine tidligere dates i dag. Vi har kendt hinanden et lille års tid. Det blev aldrig til noget med os, fandt rimeligt hurtigt ud af, at vi ikke rigtig tændte på hinanden - men da vi godt kunne lide hinandens selskab, endte vi med at blive venner.

Nu er det et stykke tid siden vi sidst har snakket sammen, men i sin mail i dag filosoferede han lidt over hvad det egentligt er det her datingshow gør ved os som mennesker.

Han havde smidt en af sine just singlegjorte venner ind i universet og vennen tumlede stadig lidt pollenberuset rundt.
Jeg kan huske første gang jeg havde en profil på dating.dk. Jeg havde knapt nok sluppet "gem" knappen før den første mail poppede ind.

Min profil var blot en halvintetsigende tekst, billedet endnu ikke valideret og her sad en fremmede mand og erklærede sig.

Og så kom de ellers i en lind strøm. Mails. Billeder. En lille hilsen i gæsteborgen. Jeg havde oplevelsen af at råbet "frisk kød på savannen" havde lydt derinde.

Inden jeg fik set mig om, så brugte jeg al min tid på at sidde og have forvrøvlede diskussioner med fremmede mænd, om min ret til ikke at ville dem. Og ingen tid på rent faktisk at kommunikere med mænd, der interesserede mig. Jeg forstod ingenting. Først senere gik det op for mig, at det er en del af gamet derinde: "få fat på pigerne inden de bliver forhærdede". Og det er en selvopfyldende profeti. Jo flere intetsigende "hvor er du dog lækker, se mig, hør mig og en million smilies og jeg siger nej til børneporno på nettet" mails du modtager, jo mindre gider du give igen.

Jeg kan huske, at jeg efter min første dag derinde tænkte, at hvis bare der blev brugt en brøkdel af den energi, der bliver lagt derinde, til at kigge på hinanden ude i den virkelige verden, kunne halvdelen af rigets singler være koblet sammen.

Jeg holdte en uge.

Altså første gang.

Det er 4-5 år siden. Jeg har fået meget opmærksomhed. Rimelig mange dates. Mange gode oplevelser, nogen mindre gode og nogen deciderede røvdårlige. 1 (nu ex-)kæreste og et par venner. Jeg ved hvordan jeg skal gebærde mig derinde og jeg er ret god til at gennemskue sammenhænge.

Jeg har to ikke-aktive profiler på nogen andre datingsites - og overvejer lige nu om jeg orker at kaste mig tilbage på dating.dk. Jeg hader stedet, men som alle andre så ved jeg, at det er der det sner og sker….

Og jeg har ikke længere nogen idé om hvordan man møder mænd ude i den virkelige verden!

Jeg ved ikke hvordan andre gør det, skifter lystigt mellem den omsorgsfulde husmoder og den sexede vamp. Men man ser det ofte. Mine skilte veninder gør det når de er børnefri. Afsted med ungerne, på med de selvsiddende og derudaf.

Måske er det fordi at jeg ikke er begrænset i tid, at skiftet ikke er så nemt for mig. Jeg har ikke en afmålt tid til mit vamperi. Hvis jeg vil, kan jeg være det 24/7.

Det gik helt galt sidst jeg "rigtig skulle i byen". Det var ovenpå en en større middag. Det sædvanlige oplæg med mad, og ansvar for andres velbefindenhed og opvarten til højre og venstre.

Da vi nåede til det tidspunkt, hvor jeg skulle mødes med veninderne og gøre natten usikker, var jeg gået død - der var ingen spillen smart tilbage i mig. Så jeg var inde og vende på baren og så gik den hjem igen. Brugte flere penge på taxier end på drinks.

Skuffet var jeg. Over at jeg ikke rigtig orkede. At jeg var mere til at hive mit eget tøj af, af bekvemmelighedsgrunde, end med hotte bagtanker.

Måske er det derfor byen stort set er fri for folk over 30, når man når over på den skumle side af midnat … eller fri for folk over 30, som man sådan rigtig orker at tale med. De er alle taget hjem og har placeret sig i sofaen eller sengen i bekvemmelige joggingbukser.

Et eller andet sted ville det være befriende at leve i en tid eller en verden, hvor man var gammel som 40. Wumpt! På din 40 års fødselsdag får du tilladelse til at lade alt falde og kun være husmor (børn og relativ trofast mand indbygget).

Jeg ved at mine mandlige singlevenner er dødtrætte af enlige møde og deres mit-liv-blev-ikke-hvad-jeg-regnede-med-så-kom-og-frels-mig-attitude. Trætte af at showet altid kører på mødrenes præmisser - at der dates for vildt på lige/ulige uger - og at man er total luft i den modsatte.

But let me tell you something - jeg er træt af dem og deres aflagte mænd. Singlemødreveninderne fordi de stæser derudaf og i weekenden skal være alt det de tilsyneladende ikke er i deres hverdag. De skal være superduper oveskudsmødre i de lige uger og verdensdamehore i de ulige. Og ingen af delene er rent faktisk til at holde ud (med mindre man også er en singlemor med børnene i samme uge). Så slap dog af - jeg fatter ikke hvad det er I har så travlt med?

Specielt ikke når jeg så møder jeres aflagte mænd. For det var jo ikke ligefrem lyserøde roser og marcipanlagkage altsammen, vel?

Hvordan var det lige sexlivet var dengang? Så I havde ikke sex det sidste år? (to år - tre - nogen højere) Hvad er det så der gør, at du nu har så travlt med at komme ind i et forhold igen? Og skal du prøve alle mænd du møder på din vej?

Og mændene… Enten er de endnu mere pyllerede omkring deres unger end deres mor - eller også er det det omvendte og er man rigtig heldig var ex'en en bitch (og i det ligger der rigtig mange fornøjelige timers underholdning i). Og hvem er det lige der har bildt en mand ind, at han score på at fortælle (gerne på den første date) at man allerhøjst kan komme ind som tredje prioritet; "Min første prioritet er min lille Alexsandrine-Ellen og dernæst mit job og er du rigtig rigtig heldig kan der måske blive plads til en sød kvinde."

Fedest - tror sgu jeg snupper dig - eller hey, måske to af din slags … så er der både til de lige og de ulige uger - og måske også en enkelt ferieuge.

Min største misundelse på ungdommen er, at der er ubegrænsede muligheder for at starte forfra, begynde på en frisk. En begrænset mængde lig i lasten og skeletter i skabet.

Det ville ind i mellem være fedt at danse tango bare to - helt alene.

De siger man skal rejse sig ved det træ man er faldet ved. Det har jeg så ikke gjort. Eller måske har jeg. Efter et par måneders pause er jeg gået tilbage til dateriet via nettet. Ikke dating - slet ikke scor - men et mindre ret seriøst site, hvor jeg før har mødt nogen interessante mennesker.
Første hit, var nok ikke det man vil kalde seriøst meget held. Eller sagt på en anden måde: da fyren blev ved med at ville have billeder af mine fødder i klipklappere og til gengæld returnernede billeder af sig selv i bar røv og knuder (eller en sjusket bundet Karada som han undskyldte sig med) så begyndte jeg at overveje, om han nu virkelig også ville være noget for mig.

Jeg har i øvrigt også en ting med mænd, der er sådan lyshåret med et rødligt skær og det er ikke på den positive side. En fodfetish kan man vel lære at leve med - men et rødt hår forsvinder først ved skaldethed eller når håret gråner - og det kan jo tage sin tid.

Selvom det kun var en 1½ dags (næsten) flirt der egentligt ikke nåede at udvikle sig til noget, gør det mig alligevel lidt trist og træt. For hver gang jeg støder ind i en mand som ham, der er bare så ikke-rigtig for mig og jeg ender ud i håbløse næsten-skænderier ("nej, jeg spurgte ikke til om du havde flere feticher - jeg spurgte til om du indeholdte andet end feticher") så ved jeg, at næsten gang skal der lidt mere til få at få mig til at åbne op, lidt mere til at jeg gider. Og det sørgelige er at jeg måske på den konto ender med at cutte den rigtige fra på grund af en dumsmart bemærkning på det forkerte tidspunkt.

Men jeg vil ikke være endnu en latterlig tøs, der sidder på mit selvskabte isbjerg og kaster "duer ikke" tegn mod alle ungersvende der kommer min vej. Det er forår, solen skinner og jeg har sommerkjoler der skal luftes ….