De siger man skal rejse sig ved det træ man er faldet ved. Det har jeg så ikke gjort. Eller måske har jeg. Efter et par måneders pause er jeg gået tilbage til dateriet via nettet. Ikke dating - slet ikke scor - men et mindre ret seriøst site, hvor jeg før har mødt nogen interessante mennesker.
Første hit, var nok ikke det man vil kalde seriøst meget held. Eller sagt på en anden måde: da fyren blev ved med at ville have billeder af mine fødder i klipklappere og til gengæld returnernede billeder af sig selv i bar røv og knuder (eller en sjusket bundet Karada som han undskyldte sig med) så begyndte jeg at overveje, om han nu virkelig også ville være noget for mig.

Jeg har i øvrigt også en ting med mænd, der er sådan lyshåret med et rødligt skær og det er ikke på den positive side. En fodfetish kan man vel lære at leve med - men et rødt hår forsvinder først ved skaldethed eller når håret gråner - og det kan jo tage sin tid.

Selvom det kun var en 1½ dags (næsten) flirt der egentligt ikke nåede at udvikle sig til noget, gør det mig alligevel lidt trist og træt. For hver gang jeg støder ind i en mand som ham, der er bare så ikke-rigtig for mig og jeg ender ud i håbløse næsten-skænderier ("nej, jeg spurgte ikke til om du havde flere feticher - jeg spurgte til om du indeholdte andet end feticher") så ved jeg, at næsten gang skal der lidt mere til få at få mig til at åbne op, lidt mere til at jeg gider. Og det sørgelige er at jeg måske på den konto ender med at cutte den rigtige fra på grund af en dumsmart bemærkning på det forkerte tidspunkt.

Men jeg vil ikke være endnu en latterlig tøs, der sidder på mit selvskabte isbjerg og kaster "duer ikke" tegn mod alle ungersvende der kommer min vej. Det er forår, solen skinner og jeg har sommerkjoler der skal luftes ….