Men måske er al min alders facination (eller facisme om du vil) bundet op på at jeg stadig mangler at nå en masse.

Fordi jeg glemte at kigge på klokken og inden jeg fik set mig om, var alle andre foran mig og tiden var gået og jeg kiggede ned og opdagede, at der ikke var nogen børn ved mine fødder – og det kunne jeg jo egentligt godt tænke mig. Mine egne børn … små aflæggere, kloner af mig og dig og vores kærlighed og ikke bare andres restebørn, (der iøvrigt er søde nok, det er da slet ikke det)

Men jeg kan bare ikke se mig selv sammen med mænd der har børn, der er så store at de læser det selvsamme som jeg læste for få år siden (eller måske ikke så få – det føles bare sådan, fordi tiden den gik og går og jeg stadigvæk glemmer at kigge på klokken).

Jeg kan ikke se hvordan det gik til, at jeg hoppede en hel tidsalder over og gik fra børnebordet til de gamle med rollatorene. Eller selvfølgelig er han ikke gammel fordi han er 48 med voksne børn – 14 år mellem ham og min sidste kæreste – pice of cake?!

Og hvad betyder 14 år? (med mindre man selv er en teenager og 14 år er alverden og hele livet). Det er det der forskellen på om du tør tage hele turen (forfra/igen – eller for allerførste gang ligesom mig?).

Det er ikke den spændstige krop – den er der mange mænd der giver køb på når de runder de første 30 mil. Det er det om du kan og vil starte forfra med mig – kan verden være ny når man næsten er et halvt århundrede?

Har vist været her før - åh ja!