Jeg havde nok aldrig rigtig opgivet håbet. Ikke helt - ikke for alvor.

Troen måske. For hvem fanden over 30 15 i dagens Danmark tror, sådan helt for alvor, at man kan møde sit livs sande kærlighed, at man kan finde alt det man altid har ønsket sig i en enkelt person. At der helt for real findes det perfekte match… jeg håbede - men jeg troede ikke.

Og min manglende tro blev gjort til skamme.

Det er så magisk, at jeg næsten ikke tør hverken tale eller skrive om det. Det er næsten, som der er nogle højere magter indblandet - og lidt ligesom hvis det det bliver sagt højt, så er der risiko for at det *puf* forsvinder i intetheden.

Og jeg alligevel har jeg lyst til at råbe det ud i intetheden - fylde intetheden ud med mine ord og mine følelser og … og… og.

Det er så stort.

Og så småt og banalt - og det sker hver eneste dag - mand møder kvinde og sød musik opstår. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Men det er jo anderledes med os. Med ham og mig og mig og ham - og os. Jeg er gået hen og er blevet en os - tænk, jeg siger “vi-ordet” og det ligger så ufatteligt godt i min mund. Lige som jeg ligger så ufatteligt godt i hans arme hele natten. Indsnuser hans duft og lytter til hans åndedrag. Vågner op til hans kys og hans blå øjne, der ligger og kigger på mig med den samme beundring jeg kan se et genskær af, når jeg fanger mine egne øjne i hans.

Vi har kendt hinanden i knapt tre uger og vi har allerede sagt det største man kan sige til et andet menneske. Og vi mener det. Tænk - vi - mener det!

Det blir ikke meget bedre end det.

Det er ingen hemmelighed at alle dem jeg kender, der anvender dating.dk (mænd som kvinder) har meget ambivalente følelser for stedet.

Man hader det og næste gang man er alene, trænger til noget luftforandring, vil gøre noget ved sin singletilstand eller bare ganske simpelt savner/er horny komme man alligevel tilbage (igen og igen).

Kvinderne er røvtrætte af mænd der skriver latterlige ligegyldige breve uden at forholde sig til ens profil og fyrene er lige så trætte af at få tåbelige afslag og standardbreve, der ikke forholder sig til deres profil. Og over at ingen piger nogensinde skriver. Pigerne er så til gengæld trætte af, at når de så endelig udviser interesse, så kan de næsten ikke se røv for bare fodsåler: "nej, jeg var vist alligevel ikke helt så sikker og jeg skal også lige til tandlæge".

I det der nok er Danmarks største potentielle scorehus er der krig!

Og dem der er bare lidt følsomme og bekymre sig over hvad der sendes rundt i spacen, føler at der deles og modtages forfærdelig mange slag.

Jeg har aldrig rigtig slået mine folder derinde på den seriøse måde. Har ikke chattet og debattet - har aldrig forstået hvorfor folk bruger penge på at få andre til at skrive i deres gæstebog. Jeg føler det forfærdeligt intimiderende at følge andres fodspor rundt, eller selv blive kontaktet på den måde. Hvorfor, hvad skal det til for?

Det er på en eller anden måde som at være tilbage i ungdomsklubben og se ham den populære stå og snave først den ene pige og så den næste. Eller endnu være se ham den grimme blive afvist af alle tøserne på stribe. Fedt du har så forsøgt at score samtlige blondiner på dating - det får mig da virkelig til at føle mig speciel.

Hvis det ikke var fordi man alligevel ind i mellem finder en lykkesten derinde - så ville ingen af bruge tid og penge på det. Tror jeg - håber jeg.

Det tænder mig bare ikke når en potentiel date er alt for ærlig. Når man er så ærlig at man nærmest virker ligeglad. Det tænder mig heller ikke når de taler til mig som de taler til deres kaMarater nede i omklædningsrummet.

Fair nok "at du ikke gider lette røven fra sofaen for at se mig, men at jeg er velkommen til at komme til forstaden for at få en øl". Men behøver du at fortælle det på den måde?

Hvad er det du vil opnå hos mig?

At jeg føler mig speciel? …… nej vel?

At jeg tror at du måske er interesseret i mig ….. nok heller ikke

At jeg ikke skal tro at jeg ér noget og at det er dig der kører med klatten? …. bingo!

En anden fyr sendte mig sms'er med vittigheder der handlede om lemmer, der blev påsyet og kløede ham i røven og om en kvinde, der bed pikken af en mand. Sjovt ikke? Herligt - det er lige det kvinderne vil ha! Det er lige præcis sådan en sms en kvinde tænker på, når hun skriver at hun er til knastør sort humor!

Måske er det mig, der er helt galt på den og det er den måde de unge vil ha det og det er sådan man kurtisere i dag. Men hvad fanden er der galt med blomster og "i guder hvor har du smukke øje". Jeg kender da godt til ordene røv og pik og tar dem da også i min mund (jaja). Men der er bare en tid og et sted for enhver ting.

I min bog.

Måske læser jeg den forkerte bog?

Nåja - der var så ham der kontaktede mig og fortalte mig at jeg havde smukke øjne - og da jeg så svarede, fik jeg at vide at jeg var for gammel!

Tak - det ryger direkte ind på selvtillidskontoen og så kan det så stå der og trække renter.

Der er 14 dage til profilen løber ud - måske man skulle lade være med at forlænge den (og forlænge livsglæden i stedet?)

Når man i den allerførste spæde kontakt, endnu inden man har mødtes, kan genkende sin ex's stemme i den nye potentielle - er det så et faresignal, eller et tegn på at man er kommet hjem?

Jeg har altid ment at man selv var skaber af sin egen lykke. Det er en holdning der er nem at have, så længe man holder andre mennesker to skridt fra livet. Jeg var single i rigtig mange år, før jeg igen lod et andet menneske komme ind i mit liv og under min hud.

I alle deår havde jeg et godt liv. Jeg havde travlt og jeg havde mennnesker ud og i af mit liv. Jeg boede altid sammen med nogen og jeg betød en masse for en masse mennesker. Mine venner var tæt på mig. Jeg delte mine følelser med dem. Men der var ingen, der var helt tæt på mig. Der var ingen der fik lov til at kigge mig i øjnene og røre min sjæl. Ingen for hvem jeg var unik og livsnødvendig.
Det krævede et specielt venskab som flyttede mig. En der viste mig hvad jeg kunne i kærlighedens stråleglans. Og efter det turde jeg erkende, at jeg nok alligevel godt ville have en kæreste. Og ikke længe efter kom han ind i mit liv. Jeg var glad over, at jeg åbnede op og lod en anden komme ind - for jeg er bedre som menneske, når jeg er åben for andre.

Men det er også smertefuldt og risikofuldt. Specielt fordi der ikke er nogen garanti for at det fortsætter og så står du der med dine følelser lagt ud på et sølvfad til verdens beskuelse.

For det endte. Vi ville nogen forskellige ting og var på forskellige stadier. Det startede med sprukne læber og skægpest og det sluttede med sprukne læber og øjenkatar. Livet gik videre. Men da såret var helet, livet faldet på plads, opdagede jeg at det her forhold havde forandret noget i mit liv. Jeg hverken kunne eller ville gå tilbage til mit gamle liv. Jeg savnede, ønskede og drømte om noget andet:

November 2004:

Jeg lever to adskilte men paraelle liv. I det ene står jeg op hver dag. Tænker på hvad jeg tager på af tøj og at jeg skal huske at få et ordentligt morgenmåltid. Overvejer om jeg skal købe nye støvler og at jeg skal huske at tage en liter mælk med hjem. Jeg taler med andre mennesker og overholder deadlines og tjener min løn hjem.

I det andet er jeg bare ulykkelig. Hele tiden, hvert minut, hvert åndedræt. Det er det sidste jeg tænker på inden jeg sover og det er det første der rammer mig når jeg vågner. Jeg er ulykkelig, føler mig ensom og uelsket.

I det ene står jeg på en stige og vasker vinduer og i det andet tænker jeg "hvis jeg falder kan der gå dage, uger eller måneder, før der er nogen der tænker over at de ikke har hørt fra mig - de første der vil reagere vil nok være mit arbejde"

Selvfølgelig hænger det sammen med at der efter et forhold er et utroligt tomrum - fordi den anden har fyldt og ikke længere er. Det er klart at når en anden person på den måde rives ud af mit liv, så føles det tom og ensomt.

Men jeg vil ikke leve mit liv sådan her resten af livet. Jeg vil have nogen for hvem jeg er speciel, fantastisk og enestående og en jeg mener det samme om. Jeg har bare ikke lyst til at leve de næste mange år som single!

Nogen gange skal man passe på med hvad man ønsker sig - det kan ske at gå i opfyldelse. Et par måneder senere var jeg ikke længere single. Det viste sig at det ikke bare var en ikke-single-tilstand jeg ønskede mig.

De forhold jeg har været i og de mænd jeg har elsket har alle lært mig noget. Jeg tror at det jeg har lært af mine sidste to forhold, det er at du kan vokse i kærligheden. At du kan blive et bedre mennesker, der kan vise sig at have større potentiale end du troede. Og det er jo egentligt ret ok, at komme ud på den anden side med den viden.

Jeg savner stadig en at sove med, men jeg går ikke længere i seng eller står op i savnets skygge. Lige nu lever jeg et liv hvor jeg har det godt med hvor jeg er, men godt vil erkende, mit ønske om at mit liv udvikler sig til noget andet. Men jeg er ikke sikker på at mit behov nødvendigvis skal bindes op på tosomhed og en enkel anden person.

I dag mener jeg stadig at lykken kommer indefra - uanset hvilken omgivelser du bliver sat i, vil du aldrig blive lykkelig hvis du er hul og tom indeni. Lykkefundamentet skal bygges i en selv. Måske kan en anden sprede lidt lykkestøv omkring fundamenten og på den måde få en til at stråle lidt mere. Måske kan fundamentet læne sig op ad et andet fundament - men hvor bindemidlet er venskab i stedet for den flygtige kærlighed?

Da jeg valgte navnet Fallen Astronaut, var det med baggrund i to ting. Den ene er den oplevelse jeg ind i mellem har af mig selv, som en nedfalden astronaut, der er ved at finde fodfæste i en verden der ind i mellem drejer lige rigeligt nok rundt.

Det anden grund var som en slet skjult hyldest til min til dato mest langt ude dating oplevelse. Ja, egentligt ikke en date - men en oplevelse med en date, der aldrig blev, men alligevel satte sig fast i min begrebsverden.

Det var et møde min veninde havde arrangeret for mig. Af kærlighed til mig og i et ønske om at glæde og begejstre mig. Det viste sig så bare at denne her fantasiske skikkelse af en mand, der boede som en drøm, havde en fantastisk karierre (heraf astronaut hentydningen), var berejst og beleven (og så rigtig godt ud på de billeder han havde sendt) var et fantom.

Ikke eksisterende - eller næsten.

For jeg fandt ham faktisk igen. Eller dele af ham - eksponeret på helt anden måde. Synlig og alligevel skjult.

Og så er det at jeg opdager, at Fallen Astronaut, er lige præcis det:

Fallen Astronaut is an 8.5-cm aluminum sculpture of an astronaut in a spacesuit. It is the only piece of art on the Moon.

Der er et billede af vidunderet her