Da jeg valgte navnet Fallen Astronaut, var det med baggrund i to ting. Den ene er den oplevelse jeg ind i mellem har af mig selv, som en nedfalden astronaut, der er ved at finde fodfæste i en verden der ind i mellem drejer lige rigeligt nok rundt.

Det anden grund var som en slet skjult hyldest til min til dato mest langt ude dating oplevelse. Ja, egentligt ikke en date - men en oplevelse med en date, der aldrig blev, men alligevel satte sig fast i min begrebsverden.

Det var et møde min veninde havde arrangeret for mig. Af kærlighed til mig og i et ønske om at glæde og begejstre mig. Det viste sig så bare at denne her fantasiske skikkelse af en mand, der boede som en drøm, havde en fantastisk karierre (heraf astronaut hentydningen), var berejst og beleven (og så rigtig godt ud på de billeder han havde sendt) var et fantom.

Ikke eksisterende - eller næsten.

For jeg fandt ham faktisk igen. Eller dele af ham - eksponeret på helt anden måde. Synlig og alligevel skjult.

Og så er det at jeg opdager, at Fallen Astronaut, er lige præcis det:

Fallen Astronaut is an 8.5-cm aluminum sculpture of an astronaut in a spacesuit. It is the only piece of art on the Moon.

Der er et billede af vidunderet her