Jeg havde nok aldrig rigtig opgivet håbet. Ikke helt – ikke for alvor.

Troen måske. For hvem fanden over 30 15 i dagens Danmark tror, sådan helt for alvor, at man kan møde sit livs sande kærlighed, at man kan finde alt det man altid har ønsket sig i en enkelt person. At der helt for real findes det perfekte match… jeg håbede - men jeg troede ikke.

Og min manglende tro blev gjort til skamme.

Det er så magisk, at jeg næsten ikke tør hverken tale eller skrive om det. Det er næsten, som der er nogle højere magter indblandet – og lidt ligesom hvis det det bliver sagt højt, så er der risiko for at det *puf* forsvinder i intetheden.

Og jeg alligevel har jeg lyst til at råbe det ud i intetheden – fylde intetheden ud med mine ord og mine følelser og … og… og.

Det er så stort.

Og så småt og banalt – og det sker hver eneste dag – mand møder kvinde og sød musik opstår. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Men det er jo anderledes med os. Med ham og mig og mig og ham – og os. Jeg er gået hen og er blevet en os – tænk, jeg siger “vi-ordet” og det ligger så ufatteligt godt i min mund. Lige som jeg ligger så ufatteligt godt i hans arme hele natten. Indsnuser hans duft og lytter til hans åndedrag. Vågner op til hans kys og hans blå øjne, der ligger og kigger på mig med den samme beundring jeg kan se et genskær af, når jeg fanger mine egne øjne i hans.

Vi har kendt hinanden i knapt tre uger og vi har allerede sagt det største man kan sige til et andet menneske. Og vi mener det. Tænk – vi – mener det!

Det blir ikke meget bedre end det.