En af de ting jeg virkelig savnede som single, var et liv hvor det ikke hele tiden var op til mig selv hvad jeg ville lave. Det er fedt nok med fritid og ingen grænser - men når man altid og i ubegrænsede mængder kan gøre præcis hvad man vil og lyster, mister det (Palle alene i verden) på et tidspunkt sin tiltrækning.

Og jo jeg havde da venner og jo, de gad mig da også - men som vi alle bliver ældre, får travlt og bliver etableret, så er der bare mindre og mindre plads til spontanitet og lad-os-lige-gøre-et-eller- andet-sammen-i-aften og i al deres “parhed” var det ind i mellem også begrænset hvor meget jeg egentligt havde lyst til at hænge med som det tredie hjul i gigen.

Så for mig er det en dejlig gave at stå og sige farvel til min kæreste og snakke lidt om hvad vi skal lave senere og han så kommer med forskellige ideer, til ting han har tænkt på. Dejligt pludselig at have dobbelt så mange ideer til rådighed og skønt at slippe kontrollen ind i mellem og bare lade sig føre. Lade en anden tage teten og vide at der findes andre ideer i verden end mine - og at de er lige så gode.

“Den der har evnerne har også pligten” citerer han fra ham den gamle og det får mig til at tænke på, at jeg (selvom jeg stadig er i rusen og egentligt kun har brug for at være sammen med lige præcist ét eneste menneske) alligevel bør huske mine venner. Hvis de føler sig som det tredie hjul, er de nok voksne nok til at sige fra - men man får jo ikke muligheden for at sige “nej tak” med mindre man bliver budt.

fordi jeg kommer tilbage til et sidste afslutningsshow - igen og igen!

Denne gang for at fortælle mine tanker om at jeg ikke tror, at det der med at finde den rigtige partner nødvendigvis hænger sammen med hvem den anden er - men mere om man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. For ham eller hende, der er den rigtige nu - kan sagten have været forkert for 5 eller 10 år siden. Eller måske bare for et år siden. Lige som par kan vokse fra hinanden, kan man som individer tilsyneladende leve hvert sit eget liv og uden at vide det gå rundt og vokse til hinanden.

Det lyksalige er så at møde en man så på den måde er vokset til.

Jeg ved at, jeg ikke har været klar til My Man før nu. Havde jeg mødt ham for 10 år siden, havde jeg nok bidt hovedet af ham og spyttet det fra mig med et hånligt fnys. Hvis han overhovedet havde turde komme op til mig!

Alle de ting som jeg værdsætte så utrolig meget i dag - var jeg slet ikke moden nok til at finde ud af at værdsætte tidligere. Han er så maskulin og samtidig så omsorgsfuld, at bare det at jeg sidder her og tænker på det, giver mig kuldegysninger - men spørgsmålet er om jeg ville have opdaget det for 15 år siden, hvor jeg kæmpede magtkampe med gud og hvermand?

Men jeg ser det nu og jeg værdsætter det. Jeg værdsætter at han sætter andres behov i fokus. Mine, de ældres, om det så er dyrenes så rummer han dem - uden at han af den grund underkender sig selv. Jeg ser det som en kæmpe styrke, at man kan tænke på andre end sig selv - udover at det er usandsynligt lækkert at blive omfavnet i en andens kærlighed!

Jeg har også skulle igennem nogle oplevelser og tid, for at indse at der findes mennesker og forhold hvor man reelt set ville hinanden det godt. En cocktail af familie, venner og migselv og alle de dårlige forhold jeg har været vidne til, har ikke sat de bedste spor i min verdensopfattelse. Men i dag tror jeg faktisk på, at der findes folk og parforhold, hvor summen af de to individer er større end 2 - at man kan vokse og udvikle sig i et forhold. Det har klart været et kæmpehop i min opfattelsesverden.

Selvom vi stadig kun har været sammen i kort tid - så føler jeg da allerede at jeg er vokset - bare det at jeg sammen med ham, oplever at jeg ikke skal ændre på mig selv og dermed hele tiden får signalet “du er god nok” gør at jeg klart er et gladere menneske i dag end for 2 måneder siden. Og når man er gladere og føler sig elsket, så er det klart større grobund for vækst - uanset hvad vej man ønsker at vokse.

“Slap af” blev der sagt - “Stop worrying, stop thinking! Start enyoying - there is not nescessary a meaning with everything”.

“Story of my life” - er vist svaret. Men jeg har selv tænkt det samme. Jeg har én ting til på hjertet, men så tror jeg at jeg står af for nu og går ud og nyder virkeligheden. For det der skete var aldrig meningen med denne blog.

Jeg troede, at jeg skulle bruge pladsen her til at bitche lidt over singlelivets ulyksageligheder (på en skarp men alligevel lun og interessant måde) - lette trykket, lukke luft ud.

Men så gik det pludselig hen og blev noget helt andet og jeg tror ikke, at jeg er personen til at fortsætte med udbrede mig om mig (og mig og ham og os), på den her måde.

Jeg ønskede mig et stykke af himlen og jeg var klar til at flyve ud og gribe efter stjernerne og det tror jeg at jeg fortsætter med at gøre, helt uden publikum.

Når jeg altså har fundet ud af hvordan jeg får skrevet historien om hvordan man rent faktisk kan gå ind og påvirke sin egen skæbne og finde den perfekte match.

(snak lige om en cliffhanger her!)

Jeg kan mærke på folk omkring mig, at de har det lidt svært med mig i disse dage.

Egentligt vil de mig det jo godt og synes at det er fedt og fantastisk at jeg har fundet denne her mand - og nænej, tænk at han er så dejlig og du ser så glad ud - tillykke! Men nu hvor det har stået på i en måneds tid og jeg stadig ikke har fået armene ned og tørret smilet af fjæset, så er det åbenbart ved at være lidt trættende.

Måske specielt fordi det jeg har haft til fælles med en del af mine venner, er brokkeriet. Klagen over at være single (om mon det nogensinde bliver anderledes), ståen bi ved de umulige forhold (om mon det nogensinde bliver anderledes) og at livet ret generelt var noget der var hevet ned over os i ren trods og hvordan skal vi dog komme igennem det med et minimun af smerte.

Og tilsyneladende sætter min nyfundne lykke andres liv i et ubehageligt relief. Det var meget tydeligt i lørdags hvor mine ellers gode og fredelige veninder faldt hinanden i struben over en ret ligegyldig detalje og det endte med at den ene storkede ud af døren med knaldende hæle og sus i skørtet.

I går aftes ringede hun så og undskyldte. Selvfølgelig handlede det om alkoholindtagelse, men så kom hun også ind på at det handlede om mig. At ved at være vidne til min kærestes lille happening følte hun, at hendes on-off forhold måske var en hel del mere off end hun egentligt brød sig om, at hun også gerne ville være sammen med en, der tydeligt udtrykte lyst til hende og glæde over at være i hinandens liv, fremfor en der altid fortalte hende, at han var bange for at havne i et fast forhold og nu skulle de passe på at det ikke udviklede sig ect. ect.

Jeg forstår dem og hende. Jeg har selv haft en veninde hvis liv er usansynligt lykkeligt og lige præcis sådan som jeg godt kunne tænke mig, at mit var. Sød mand, dejlig unge fantastisk hus, super godt job, dejlig familie og perfekt økonomi - om det så er rengøringshjælpen så har hun også der scoret guld. Hver gang jeg var sammen med hende og manden og den dejlige unge og den gravide mave, var jeg glad på deres vegne og når jeg så gik hjem prøvede jeg at samle energien til at synes at mit liv da også var ok.

Men jeg har stort set ikke set hende det sidste år.

Er det det der er prisen? Er vi ude i noget med havfruen og prinsen? At det kan godt være du kan få prinsen lille dame - men det koster dig din stemme og du skal gå på glasskår resten af dine dage!

He! Om tre dage er vi sammen igen og så kan resten af verden bare passe sig selv!

Sgu!

“Ok, fortæl os så, hvad er det så der er i vejen med ham”.

Der bliver sjældent lagt fingre imellem, hverken når det gælder min familie eller mine veninder. Utallige er de forsøg på at komme ind til kernen, som jeg er blevet udsat for her i weekenden.

Der er de traditionelle med alder, fysisk og hår og mave (hvor han jo gerne skal have det ene - men ikke det andet) - og selvfølgelig hvor han bor, laver og gerne hvad han tjener og hvor meget han ejer. Dernæst har vi jo nået alderen til at man skal redegøre for om han har børn (og hvorfor så ikke) om han har været gift (og hvorfor så ikke) og om han så i det mindste har boet sammen med nogen (men ikke for mange vel - og hvem gik fra hvem?) og jadijadijah!

Når alt kan besvares uden de store truende skyer og blinkende signaler - kommer det uvægerligt - “hvad er der så i vejen med ham”.

Og hvad skal jeg sige?

Jeg kan mærke, at jeg er ved at være godt træt af det. Træt af at folk nærmest vil at der skal være noget i vejen med ham (og måske med mig også?). Træt af at man ikke har lov til at flyve bare lidt på en lyserød sky, men skal hives ned og gå på den gode solide muld og forholde sig til realiteterne.
Så undskyld mig, men jeg har bare ikke oplevet, at der er nogen i vejen med ham og jeg tror ikke at der nogen skeletter og spøgelser og hengemte fortidssynder. Og hvis der er, så har jeg ikke lyst til at lede efter dem.

Jeg tror på at du ser det, du vil se. Vil du se faresignaler, dårligdomme og rædsler - jammen så skal de da nok komme til dig. Ønsker du at se det bedste i folk, så er det også det bedste, der vil vise sig for dig. Og ser du på folk med kærlighed så vil de uundgåelig vokse og blomstre i kærlighedens glans.
Jeg bliver sgu’ ked af at folk har så travlt med dissekere ham og det der sker mellem os. Hvorfor er det så vigtigt at finde fejl. Er man partout fejlfuld og defekt, bare fordi man er ledig på markedet “i vores alder”?

For hvis der er noget galt med ham - hvad så med mig?

Jeg har ikke været gift. Jeg har ingen børn. Jeg har kun boet sammen med en enkelt mand og det var 14 år siden.

Og jeg synes egentlig, at jeg er sådan rimelig ok og uden store væskende sår på hverken sjæl eller krop.

Nogen mennesker har bare valgt eller fulgt en anden livsbane. Er man forkert af den grund - eller er man tvunget til at fortsætte i den retning, bare fordi det var en vej man startede ud med?

Heldigvis kunne jeg berolige familien en lille smule ved at fortælle, at han stemte konservativt. I min højthellige vensterorienterede familie er det slemt nok til at de nu kan sove roligt om natten.

Pyha da - hun er ikke blevet afsat til en fejlfri mand. Verden står endnu. Så er vi da sikker på, at hun ikke blir taget ved næsen!

Jeg har endnu ikke fundet en fejl der kan berolige veninderne, så indtil videre må de leve med tanken om, at jeg fuldstændigt og naivt har tabt hovedet og jeg nok skal komme til mig selv snart.

Men jeg håber det ikke………

Det var virkeligt nok. Han er ikke et fatamorgana.

Midt i at jeg sad med veninderne og kun lige var kommet ombord i maden og historien om hvordan vi havde mødt hinanden, tikkede der en sms ind. Med ord om at hvad jeg gør ved ham og i mindet om at det lige netop denne her aften, var 4 uger siden vi havde mødt hinanden, havde han efterladt en erklæring.

I mit klædeskab havde han så fået sneget en flaske champagne og et rigtig kærestebrev ind, som jeg så kunne finde frem.

Det vakte stor jubel hos veninderne. Glæde på mine vegne - og to forurettede opkald hjem til kæresterne over hvorfor de aldrig gjorde sådan noget.

Og midt i deres kaglen, stod jeg bare helt stille og følte mig ufatteligt elsket. Tænk at der findes en der tænker og gør som han. Som skriver søde breve og sniger hemmelige gaver på plads i min lejlighed.

Som planlægger at glæde mig. Jeg nyder og jeg glædes.

Vi har snakket om ferie. Om at vi skal se hele verden sammen og om at han ville vise mig sit Italien, storbyerne, vandet, verden. Om at slappe af samme og om at være i hinandens selskab hele døgnet. Om at vågne sammen hver dag og nyde, at der ikke er nogen andre, der kræver vores tid og vores nærvær.

Vi har allerede planlagt ikke mindre end tre rejser sammen. En uge et sted i Danmark, hvor sandet er fint mellem tæerne og vandet blåt mod himlen, en uge i en storby i Europa, hvor kulturen er gammel og fin og maden kildre ganen og så tre ugers varme til vinter, hvor sindet kan hvile og kroppen suge solen til sig og genoplade batterierne.
Jeg har aldrig rejst med en kæreste før. Men det har altid være et af mine store ønsker. At opleve verden sammen med en man elsker og nyder at være sammen med.

Jeg glæder mig og kan næsten ikke vente.

Men allerførst skal lige have overstået den kommende uge, hvor en allerede planlagt ferie skal afvikles. Ikke min, men hans. Forpligtelser og venner. Jeg kunne ikke få fri og ville under alle omstændigheder ikke mænge mig i det der er hans. Vi er vel to selvstændige mennesker og hverken forbundet ved hoften eller handikappede uden den anden.

Han rejste i går og pludselig føles det hele så underligt uvirkeligt.

Var det rigtigt - eller er det hele blot et fatamorgana. Findes han i virkeligheden?
Godt så, siger jeg til mig selv. Nu ikke klynke og klynge. Når du nu har levet det meste af dit liv alene, så går det nok også med en uge. Jo,jo … jeg er blevet præcis det jeg aldrig troede om mig selv.

Man kan snakke om meget. Tage store ord lystigt i sin mund og kaste de store fraser for de frådende masser. Et langt stykke hen af vejen lever jeg af at tale og og gør det godt.

Men jeg kan stadig ikke finde ud af at sige min kæreste på en naturlig måde. Enten vrænger jeg det ud med noget der nærmest lyder som et hånligt fnys, eller også fniser jeg det ud, som en 12-14 årig skoletøs.

Jeg går ud fra at det går over og også det går hen og bliver normaliseret engang.

tøhø…. kæreste…..

For omkring en måned siden så min verden fuldstændig anderledes ud og jeg gik i tanker om at opfylde min tilværelse på en anden måde. I stedet for det store forkromede parforhold, ville jeg søge mod en verden hvor mine venner og jeg skabte en hverdag og et liv sammen.

Jeg skrev om det her:

Lykkefundamentet skal bygges i en selv. Måske kan en anden sprede lidt lykkestøv omkring fundamenten og på den måde få en til at stråle lidt mere. Måske kan fundamentet læne sig op ad et andet fundament - men hvor bindemidlet er venskab i stedet for den flygtige kærlighed?

og jeg indgik en aftale med en veninde. En aftale om at flytte sammen. En aftale om at hun skulle flytte ind til mig. Vi var begge træt af at bo alene i store lejligheder, af at komme hjem til et hjem, der havde ligget stille en hel dag, hvor intet nogensinde rørte sig. Vi ville stoppe med at vente på at nogen kom forbi og selv skabe vores verden.

Og det var en perfekt tanke. For en måned siden.

Jeg har været single så længe så jeg kender alle singledogmerne: Man skal være tro mod sine venner, man skal ikke sætte alt til side for en kæreste. Man har sine veninder for evigt, men mænd bare kommer og går. For slet ikke at tale om at være tro mod sine løfter og en aftale er en aftale er en aftale….

Men jeg kan ikke være tro mod det løfte længere. Og det måtte jeg bare indse forleden. Når boldene bliver kastet op i luften, kan man ikke altid beregne hvor de lander. Man kan satse og man kan håbe - men et eller andet sted, er man også nødt til at flytte sig i forhold til de her bolde, når de nu pludselig ramler ned et andet sted.

Pludselig befandt jeg mig på en sofa og jeg hørte min (stadig spritnye kæreste) snakke om at han gerne ville flytte sammen med mig, som alternativ til at min veninde flyttede ind. Og det var det allermest naturlige i verden. Selvom vi på ingen måde havde berørt emnet før, så var det præcis de samme tanker der rørte sig hos os begge.

Vi gør det hverken i dag eller i morgen. Men vi gør det snart. Og min veninde flytter ikke ind.

Man får og man mister. Når jeg’et suppleres af vi’et sker der noget med de andre os’er der er i omløb ude i verden.

Hvis jeg havde været min egen veninde, havde jeg nok spurgt lidt skeptisk til om det her nu også var så smart. Jeg ville spørge ind til om jeg nu var sikker på, at jeg efter så kort et bekendtskab ville begynde at ændre på mine planer. Hallo - frøken, du har kendt manden i mindre end en måned!

Heldigvis er mine venner større mennesker end mig og mine venner siger “go for it”, “grib chancen - lev i nuet - kast dig ud i det!” Alle støtter op om det - og det må jo være fordi andre også kan se eller mærke, at vi føler at det her er det rigtige.

Og veninden som ikke flytter ind - er så i øvrigt hende der legede Kirsten Giftekniv og bragte os sammen. Snak lige om at save sin egen gren over!

Alle par har en historie om hvordan de mødtes. Nogen har en idé om at alle møder er forudbestemte - at der ikke er nogen tilfældigheder i livet. Jeg ved ikke om det er tilfældet, men jeg ved at vores møde var nøje planlagt - af nogen uden for os selv.

Det var min første og eneste blind date - og jeg var ikke engang klar over, at jeg var blevet “sat up”, før det var for sent.

En fælles veninde havde gået og luret på os begge to og bestemt at vi måtte være noget for hinanden. Hvor de fleste så går i gang med det store åbenlyse Kirsten Gifteknivs arragement, var veninden her, mere snedig end som så.

Hun fik arrangeret en weekend hvor vi begge deltog - og så lavede hun ellers et ret genialt træk. Det man inden for den klassiske salgsteknik kalder en “take away”. Hun fortalte mig hvor dejlig han var, men “Det er bare så ærgeligt at han slet ikke er noget for dig. Til at starte med vil du sikkert slet ikke kunne lide ham … ect. ect.”

Den helt store historie om hvor lidt vi ville kunne lide hinanden. Der var intet i hendes historier, der fik mig til at have den midste smule mistanke om hvad hun var igang med - til gengæld, fik hun alle mine parader kørt ned - for vi ville jo alligevel ikke være noget mix, ingen grund til anstrengelse. Og der var også den lille bonusting - at når hun nu havde så travlt med at fortælle mig at vi næsten med garanti ikke ville falde i hak, så måtte jeg jo hellere gøre hendes ord til skamme og opføre mig ordentligt.

Det er ikke nogen helt dum veninde dér.

Og jeg opførte mig ret ordentligt. Og det gjorde han også. Og vi talte godt sammen. Og alting faldt rigtigt hurtigt rigtig meget i hak. Og hverken han eller jeg fattede en meter af hvad det lige var der skete der - indtil vi så hendes grin og fik at vide, at det havde været det der havde været hendes mål med den weekend.

Og med et usandsynligt rørende tvist:

“Jeg har bedt til Gud for at I ville ende sammen og det virkede. Hvis bare man beder uselvisk og for andre, så vil tingene gå i opfyldelse - jeg er så glad på jeres vegne.”

Man kan tro på Gud eller man kan lade være. Man kan tro på “de højere magter”, “tilfældighedernes spil”, “at ting, der skal ske, vil ske”. Eller man kan konkludere således: lige inden vi kyssede første gang, så jeg et stjerneskud og jeg nåede at ønske……

Uanset hvem der havde en finger med i spillet, så var det en god en - og med venner som hende i sin baghånd, så er man under alle omstændigheder ikke helt alene i verden.

- og man får selv lyst til at gå ud og se, om man måske selv har mulighed for at gøre noget lignede for andre. Det kunne jo være, at et eller andet sted i ens kreds af venner, kollegaer og folk man omgiver sig med, sidder to der siger det samme og bare venter på at blive ført sammen.