Alle par har en historie om hvordan de mødtes. Nogen har en idé om at alle møder er forudbestemte – at der ikke er nogen tilfældigheder i livet. Jeg ved ikke om det er tilfældet, men jeg ved at vores møde var nøje planlagt – af nogen uden for os selv.

Det var min første og eneste blind date – og jeg var ikke engang klar over, at jeg var blevet “sat up”, før det var for sent.

En fælles veninde havde gået og luret på os begge to og bestemt at vi måtte være noget for hinanden. Hvor de fleste så går i gang med det store åbenlyse Kirsten Gifteknivs arragement, var veninden her, mere snedig end som så.

Hun fik arrangeret en weekend hvor vi begge deltog – og så lavede hun ellers et ret genialt træk. Det man inden for den klassiske salgsteknik kalder en “take away”. Hun fortalte mig hvor dejlig han var, men “Det er bare så ærgeligt at han slet ikke er noget for dig. Til at starte med vil du sikkert slet ikke kunne lide ham … ect. ect.”

Den helt store historie om hvor lidt vi ville kunne lide hinanden. Der var intet i hendes historier, der fik mig til at have den midste smule mistanke om hvad hun var igang med – til gengæld, fik hun alle mine parader kørt ned – for vi ville jo alligevel ikke være noget mix, ingen grund til anstrengelse. Og der var også den lille bonusting – at når hun nu havde så travlt med at fortælle mig at vi næsten med garanti ikke ville falde i hak, så måtte jeg jo hellere gøre hendes ord til skamme og opføre mig ordentligt.

Det er ikke nogen helt dum veninde dér.

Og jeg opførte mig ret ordentligt. Og det gjorde han også. Og vi talte godt sammen. Og alting faldt rigtigt hurtigt rigtig meget i hak. Og hverken han eller jeg fattede en meter af hvad det lige var der skete der – indtil vi så hendes grin og fik at vide, at det havde været det der havde været hendes mål med den weekend.

Og med et usandsynligt rørende tvist:

“Jeg har bedt til Gud for at I ville ende sammen og det virkede. Hvis bare man beder uselvisk og for andre, så vil tingene gå i opfyldelse – jeg er så glad på jeres vegne.”

Man kan tro på Gud eller man kan lade være. Man kan tro på “de højere magter”, “tilfældighedernes spil”, “at ting, der skal ske, vil ske”. Eller man kan konkludere således: lige inden vi kyssede første gang, så jeg et stjerneskud og jeg nåede at ønske……

Uanset hvem der havde en finger med i spillet, så var det en god en – og med venner som hende i sin baghånd, så er man under alle omstændigheder ikke helt alene i verden.

- og man får selv lyst til at gå ud og se, om man måske selv har mulighed for at gøre noget lignede for andre. Det kunne jo være, at et eller andet sted i ens kreds af venner, kollegaer og folk man omgiver sig med, sidder to der siger det samme og bare venter på at blive ført sammen.