For omkring en måned siden så min verden fuldstændig anderledes ud og jeg gik i tanker om at opfylde min tilværelse på en anden måde. I stedet for det store forkromede parforhold, ville jeg søge mod en verden hvor mine venner og jeg skabte en hverdag og et liv sammen.

Jeg skrev om det her:

Lykkefundamentet skal bygges i en selv. Måske kan en anden sprede lidt lykkestøv omkring fundamenten og på den måde få en til at stråle lidt mere. Måske kan fundamentet læne sig op ad et andet fundament - men hvor bindemidlet er venskab i stedet for den flygtige kærlighed?

og jeg indgik en aftale med en veninde. En aftale om at flytte sammen. En aftale om at hun skulle flytte ind til mig. Vi var begge træt af at bo alene i store lejligheder, af at komme hjem til et hjem, der havde ligget stille en hel dag, hvor intet nogensinde rørte sig. Vi ville stoppe med at vente på at nogen kom forbi og selv skabe vores verden.

Og det var en perfekt tanke. For en måned siden.

Jeg har været single så længe så jeg kender alle singledogmerne: Man skal være tro mod sine venner, man skal ikke sætte alt til side for en kæreste. Man har sine veninder for evigt, men mænd bare kommer og går. For slet ikke at tale om at være tro mod sine løfter og en aftale er en aftale er en aftale….

Men jeg kan ikke være tro mod det løfte længere. Og det måtte jeg bare indse forleden. Når boldene bliver kastet op i luften, kan man ikke altid beregne hvor de lander. Man kan satse og man kan håbe - men et eller andet sted, er man også nødt til at flytte sig i forhold til de her bolde, når de nu pludselig ramler ned et andet sted.

Pludselig befandt jeg mig på en sofa og jeg hørte min (stadig spritnye kæreste) snakke om at han gerne ville flytte sammen med mig, som alternativ til at min veninde flyttede ind. Og det var det allermest naturlige i verden. Selvom vi på ingen måde havde berørt emnet før, så var det præcis de samme tanker der rørte sig hos os begge.

Vi gør det hverken i dag eller i morgen. Men vi gør det snart. Og min veninde flytter ikke ind.

Man får og man mister. Når jeg’et suppleres af vi’et sker der noget med de andre os’er der er i omløb ude i verden.

Hvis jeg havde været min egen veninde, havde jeg nok spurgt lidt skeptisk til om det her nu også var så smart. Jeg ville spørge ind til om jeg nu var sikker på, at jeg efter så kort et bekendtskab ville begynde at ændre på mine planer. Hallo - frøken, du har kendt manden i mindre end en måned!

Heldigvis er mine venner større mennesker end mig og mine venner siger “go for it”, “grib chancen - lev i nuet - kast dig ud i det!” Alle støtter op om det - og det må jo være fordi andre også kan se eller mærke, at vi føler at det her er det rigtige.

Og veninden som ikke flytter ind - er så i øvrigt hende der legede Kirsten Giftekniv og bragte os sammen. Snak lige om at save sin egen gren over!