Man kan snakke om meget. Tage store ord lystigt i sin mund og kaste de store fraser for de frådende masser. Et langt stykke hen af vejen lever jeg af at tale og og gør det godt.

Men jeg kan stadig ikke finde ud af at sige min kæreste på en naturlig måde. Enten vrænger jeg det ud med noget der nærmest lyder som et hånligt fnys, eller også fniser jeg det ud, som en 12-14 årig skoletøs.

Jeg går ud fra at det går over og også det går hen og bliver normaliseret engang.

tøhø…. kæreste…..