Jeg kan mærke på folk omkring mig, at de har det lidt svært med mig i disse dage.

Egentligt vil de mig det jo godt og synes at det er fedt og fantastisk at jeg har fundet denne her mand - og nænej, tænk at han er så dejlig og du ser så glad ud - tillykke! Men nu hvor det har stået på i en måneds tid og jeg stadig ikke har fået armene ned og tørret smilet af fjæset, så er det åbenbart ved at være lidt trættende.

Måske specielt fordi det jeg har haft til fælles med en del af mine venner, er brokkeriet. Klagen over at være single (om mon det nogensinde bliver anderledes), ståen bi ved de umulige forhold (om mon det nogensinde bliver anderledes) og at livet ret generelt var noget der var hevet ned over os i ren trods og hvordan skal vi dog komme igennem det med et minimun af smerte.

Og tilsyneladende sætter min nyfundne lykke andres liv i et ubehageligt relief. Det var meget tydeligt i lørdags hvor mine ellers gode og fredelige veninder faldt hinanden i struben over en ret ligegyldig detalje og det endte med at den ene storkede ud af døren med knaldende hæle og sus i skørtet.

I går aftes ringede hun så og undskyldte. Selvfølgelig handlede det om alkoholindtagelse, men så kom hun også ind på at det handlede om mig. At ved at være vidne til min kærestes lille happening følte hun, at hendes on-off forhold måske var en hel del mere off end hun egentligt brød sig om, at hun også gerne ville være sammen med en, der tydeligt udtrykte lyst til hende og glæde over at være i hinandens liv, fremfor en der altid fortalte hende, at han var bange for at havne i et fast forhold og nu skulle de passe på at det ikke udviklede sig ect. ect.

Jeg forstår dem og hende. Jeg har selv haft en veninde hvis liv er usansynligt lykkeligt og lige præcis sådan som jeg godt kunne tænke mig, at mit var. Sød mand, dejlig unge fantastisk hus, super godt job, dejlig familie og perfekt økonomi - om det så er rengøringshjælpen så har hun også der scoret guld. Hver gang jeg var sammen med hende og manden og den dejlige unge og den gravide mave, var jeg glad på deres vegne og når jeg så gik hjem prøvede jeg at samle energien til at synes at mit liv da også var ok.

Men jeg har stort set ikke set hende det sidste år.

Er det det der er prisen? Er vi ude i noget med havfruen og prinsen? At det kan godt være du kan få prinsen lille dame - men det koster dig din stemme og du skal gå på glasskår resten af dine dage!

He! Om tre dage er vi sammen igen og så kan resten af verden bare passe sig selv!

Sgu!