April føles som en anden tid. Det var en anden tid og jeg levede et liv på helt andre præmisser end i dag. Derfor var det som at falde ned i en tidslomme, da jeg i dag pludselig modtog en mail fra en tidligere bejler.

Mit liv er forandret - men hans tilsyneladende det samme.

Og det er så her jeg ikke forstår andre mennesker (mænd?). For han vil gerne mødes igen. Jo, jo han har da stadig en kone (så det var dét, det var - var ret sikker på at der var noget gemt der, men brugte ikke tid på de store forundersøgelser) og han har selverkendelse nok til at mene, at han på den konto nok ikke er den fedeste at være gift med, men

jeg synes nu bare at det kunne være ret hyggeligt at fortsætte hvor vi
slap sidst!

Øh, nej tak.

Og jeg forstår det ikke.

Forstår ikke at man kan sidde i et ægteskab og tænke. “næ det her er sgu lidt kedeligt det her - men lad mig se, skal jeg gøre noget ved det - eller skal jeg se om jeg kan sparke gang i noget fjas, jeg havde for 5 måneder siden… tænke-tænke… jeg tror jeg prøver at opspore en e-mailadresse og se om der måske er noget at hente … ja, det er det jeg gør!”

Hvad angår fortiden, kan jeg ikke sige at min samvittighed er renere end ren, men jeg spurgte ikke til hans hjemlige forhold og han fortalte heller intet.

Hvad angår nutiden så kan jeg ikke helt finde ud af om jeg bare skal ignorere manden eller om jeg skal give ham en opsang og sige at han burde bruge sin tid og sin energi på sin kone og at han jo kunne starte med at gøre et eller andet for hende, som gjorde hende glad.

Inden vi overhovedet selv havde talt om det, havde han allerede fået at vide af andre, at det kunne han godt regne med ville blive et problem.

Er der en ting jeg er godt og grueligt træt af i det her “projekt kæreste” så er det andre folks forudfattede meninger om mænd og kvinder og kønsforskelle. Eksempelvis når det handler om at flytte sammen. Det er ikke sikkert at det behøver at blive et problem. Men stort set inden hans veninde havde mødt mig, havde hun slået fast: “de der højtaler du har - dem kan du godt regne med at du ikke får lov til at have med. Der er ingen kvinder der vil have sådan nogen i sit hjem”

Nu har jeg det sådan at jeg for det første ikke gider have et forhold hvor den ene “giver den anden lov” og omvendt. Vi er sgu da to ligestillede væsner - også når det kommer til sådan noget som indretning af et hjem (hvilket så er helt ok og nemt at overholde, når man har en kæreste, der rent faktisk har både stil og smag og lækre ting). For det andet så kunne det aldrig falde mig ind at nedvurderer noget som min kæreste sætter pris på. Og er det vigtigt for ham at medtage et par motherfucker monsterstore hjemmebyggede højtalere til sit nye hjem, jammen så er det det han gør.

De blev så flyttet her i weekenden.

Sammen med et matchende tv.

Så nu er halvdelen af stuen forsvundet i isenkram. Pænt stort isenkram. Store - STORE - højtalere. Sådan noget kæreste indflytning handler vist om mere end bare fælles vaskekurv!

“Hver for sig er vi gode - sammen er vi uovervindelige - jeg elsker dig”

Siger han og kysser mig.

Hvad så om der er opvask til loftet og rod i spisestuen. Vi har haft en dejlig aften, vores gæster har nydt vores kokkerier og vores selskab og vi deres. Hans venner kan lide mig og mine kan lide ham og folk er glade på vores vegne.

Måske skal vores venner lige vende sig til os og hinanden. Som når min meget direkte veninde kigger hans meget introverte ven i øjnene og spørger “har du egentligt nogenside været på swingerclub?“, eller når jeg kommer til at buse ud med et “det havde du jo så nok fortjent” når hans overkloge ven spøger med, at hans mælkeallergi var startet ved, at han var blevet bundet i en kælder og overhældt med mælk.

Men sådan er det vel, ligesom det er sådan at man skal hælde sovs eller rødvin på den hvide dug ved det første besøg hos svigerfamilien eller de rigtig gode venner. Og for lige at toppe det op, kan man jo fortsætte med at tabe ærter ned i kavalergangen og på det nærmeste spidde værtindens fod med den gaffel man taber på gulvet.

Det er en interessant proces at lære hinandens vennner at kende. Og på et eller andet plan er man også igang med at genlære sine egne venner igen. Nogen gange ser folk helt anderledes ud, når man ser dem med andres øjne.

Kærlighed gør……fed?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der både på mig og på min kæreste på nuværende tidspunkt sidder indtil flere kg. som ingen af os kendte til, da vi lærte hinanden at kende.

Jeg forstår det ikke helt - og så alligevel:

Før vi blev kærester løb jeg og han roede. Før vi blev kærester var der ikke rigtig nogen af os der spiste og drak på sådan et helt regelmæssigt basis. Vi var måske en helt del mere aktive på mange fronter (dog, ikke det - jeg ved hvad du tænker - og tilsyneladende opvejer det ikke!).

Men det blev sommer og det blev ferie. Det blev for varmt til at løbe og gymnastikken holdt pause, Det var rare at gå en tur, flette fingre på en cafe eller gå ud og spise.

Og det blev så varmt at det var godt at køle sin gane med is og kolde drikke Der skulle nydes på madfronten og der skulle eksperimenteres med drinks og et godt glas rødvin er der jo heller ikke noget i vejen med.

Stille og roligt har gram fulgt pund og pundet blevet til kg. “Er der mer’ af dig er der mer’ til mig”.

Nej vel?

Der må strammes op og der er ingen tid der er bedre end nutiden.

Det er sådan en lidt underlig situation: Vi ved at vi vil hinanden. Vi har besluttet os til at flytte sammen og tidspunktet er bestemt. Det bliver til oktober. Tæt nok til at det er snart og langt nok væk til at vi har overståede de traditionelle 3 måneders forelskelse og ikke skal “høre for det” fra venner og familie. Imellemtiden bor vi så bare sammen uden at være flyttet sammen.

Det er nemt nok for mig, for det er min lejlighed vi bor i. Det betyder at jeg har alle mine ting omkring mig. Men det er besværligt for min kæreste, der mokker frem og tilbage med ting.

Han er egentligt ikke den der brokker sig over det. Ikke højlydt, som sådan. Men det er ikke fedt, det kan ikke være fedt. Og jeg har et eller andet sted også selv svært ved det her.

Det føles fjollet, at når vi nu ved hvad vi vil, at vi så ikke bare gør det. Jeg længdes efter at have en hverdag sammen med ham, men en fælles hverdag - hvor det føles naturligt for både ham og mig at være i lejligheden.

Jeg har lyst til at vi skal bo sammen - ikke bare samme sted.

Han kan noget, ham min kæreste. Han kan faktisk rimelig mange ting, men han kan en bestemt ting, som rører mit hjerte: jeg tror han kan læse mine tanker.

Jeg ved ikke hvordan han gør det. Om det er ham der er specielt følsom og bare ved hvad jeg ønsker, eller om det er mig der uden at jeg selv er opmærksom på det, tydeligt viser hvad jeg ønsker og har behov for.

Men jeg har efterhånden oplevet det så mange gange. Oplevet hvordan han viser mig, at jeg er i hans tanker, på de tidspunkter hvor jeg kan føler mig lidt palle, om at han tager initiativ, når jeg ikke selv har det og lader mig mig få den nødvendige ro, når verden har været lidt for voldsom.

Jeg har ikke før oplevet at have en partner der har været så meget “in tune” med mine behov og det gør mig lidt åndeløs. Det giver mig også lidt præstationsangst - for er jeg lige så god til at læse hans behov og imødekomme dem?

Det har været en hektisk tid. Med mennesker der skulle besøges, mad der skulle laves og spises og omtales. Rejser der skulle rejses og aktivitet der skulle aktiviteres. Ting der skulle gøres og snakke der skulle snakkes.

Jeg oplever, at jeg har været i nærmest non-stop bevægelse i 2 måneder.

Men endelig er hverdagen så småt ved at vende tilbage - måske lyder det absurt, men jeg har savnet den. Ligesom Onkel Danny holder jeg af hverdagen. Ind i mellem kan man godt blive træt af hummer og champagne og har bare brug for en flad leverhapser med en skoleagurk.

I går lavede jeg ingenting, mens min kæreste lå og småsov på sofaen. Er det ikke bare helt fantastisk?