Det er sådan en lidt underlig situation: Vi ved at vi vil hinanden. Vi har besluttet os til at flytte sammen og tidspunktet er bestemt. Det bliver til oktober. Tæt nok til at det er snart og langt nok væk til at vi har overståede de traditionelle 3 måneders forelskelse og ikke skal “høre for det” fra venner og familie. Imellemtiden bor vi så bare sammen uden at være flyttet sammen.

Det er nemt nok for mig, for det er min lejlighed vi bor i. Det betyder at jeg har alle mine ting omkring mig. Men det er besværligt for min kæreste, der mokker frem og tilbage med ting.

Han er egentligt ikke den der brokker sig over det. Ikke højlydt, som sådan. Men det er ikke fedt, det kan ikke være fedt. Og jeg har et eller andet sted også selv svært ved det her.

Det føles fjollet, at når vi nu ved hvad vi vil, at vi så ikke bare gør det. Jeg længdes efter at have en hverdag sammen med ham, men en fælles hverdag – hvor det føles naturligt for både ham og mig at være i lejligheden.

Jeg har lyst til at vi skal bo sammen - ikke bare samme sted.