April føles som en anden tid. Det var en anden tid og jeg levede et liv på helt andre præmisser end i dag. Derfor var det som at falde ned i en tidslomme, da jeg i dag pludselig modtog en mail fra en tidligere bejler.

Mit liv er forandret – men hans tilsyneladende det samme.

Og det er så her jeg ikke forstår andre mennesker (mænd?). For han vil gerne mødes igen. Jo, jo han har da stadig en kone (så det var dét, det var – var ret sikker på at der var noget gemt der, men brugte ikke tid på de store forundersøgelser) og han har selverkendelse nok til at mene, at han på den konto nok ikke er den fedeste at være gift med, men

jeg synes nu bare at det kunne være ret hyggeligt at fortsætte hvor vi
slap sidst!

Øh, nej tak.

Og jeg forstår det ikke.

Forstår ikke at man kan sidde i et ægteskab og tænke. “næ det her er sgu lidt kedeligt det her – men lad mig se, skal jeg gøre noget ved det – eller skal jeg se om jeg kan sparke gang i noget fjas, jeg havde for 5 måneder siden… tænke-tænke… jeg tror jeg prøver at opspore en e-mailadresse og se om der måske er noget at hente … ja, det er det jeg gør!”

Hvad angår fortiden, kan jeg ikke sige at min samvittighed er renere end ren, men jeg spurgte ikke til hans hjemlige forhold og han fortalte heller intet.

Hvad angår nutiden så kan jeg ikke helt finde ud af om jeg bare skal ignorere manden eller om jeg skal give ham en opsang og sige at han burde bruge sin tid og sin energi på sin kone og at han jo kunne starte med at gøre et eller andet for hende, som gjorde hende glad.