En af de rigtig interessante ting ved at leve i et parforhold, er den måde man som kvinde kan komme tættere ind på livet af de der mænd. Der er selvfølgelig ens egen at studere, men med ham kommer også hans venner og dermed også andre studieobjekter.

Og mænd er bare anderledes end kvinder. Jeg tænker ikke bare på det der med sport og øl (og på det område er der også stor forskel på mænd), men der sker noget med mænds ydeevne når de er blandt andre mænd. De kan bare mere. Og det er på en helt anden måde end mellem kvinder.
Det er noget de fleste kvinder opdager ret tidligt i livet - specielt hvis man er typen der er nødt til at flytte mange gange og ikke har råd til flyttemænd. Får du én mandlig ven eller kæreste til at hjælpe til, så sker det under protester og klynken. Men spørger du manden, mens der er en anden mand til stede, så er der ikke grænser for hvor meget og hvor hurtigt tingene kan gøres. Et interessant fænomen.

Jeg har i flere år troet, at det på et eller andet plan handlede om at imponere. At det var lige som ude i dyreverden, og at manden skulle vise kvinden hvem der var den stærkeste.

Men jeg tror ikke rigtig længere at det er sådan det hænger sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan mænd er, når de bare er mænd sammen. Men min nye tese er at det egentligt ikke så meget handler om kvinden, men mere om de andre mænd. At manden gør sig sådan en umage, for ikke at tabe ansigt overfor den/de andre mænd.

Måske handler det om noget helt tredje - men en ting er sikkert og det er at med min kæreste er også kommet en håndfuld gode mænd, som for pæne ord, øl og en god gang mad er istand til at trylle med værktøj og er en stor hjælp i vores projekt med at få lejligheden sat helt i orden.

Når weekenden er overstået er det tilbage til virkeligheden. Uover min kæreste har jeg praktisk taget ikke set nogen mennesker i denne uge. Det har passet mig helt fint, jeg har ikke haft behov for at se andre og det har været fint at være lullet ind i vores egen lille tosomhed.

Men når weekenden er overstået er det ud i det pulserende liv igen. Men indtil da vil jeg bruge min tid på at se noget amerikansk skod tv, rydde op i lejligheden og have endnu en weekend med den mest betydningsfulde person i mit liv og sammen med ham glædes over hvordan vores liv sammen begynder at tage den form vi ønsker - også selvom vi ikke har haft fuld kontrol over hele forløbet.

Og nu hvor jeg må igen, kan jeg forestille mig at vores weekend indebærer noget med at dele en flaske rødvin og kigge hinanden i øjnene - helt derind hvor sjælen bevæger sig.

Selvom der kun er gået et par dage siden min indlæggelse og det indgreb der desværre var nødvendigt, er jeg allerede igen ovenpå rent fysisk. Det er som om at min krop fuldstændig har glemt, at den var gravid og allerede er på vej ud af sletterne.

Et eller andet sted er det jo fint nok at have evnen til at hele og komme videre og det værdsætter jeg også. Men jeg ved også at vi begge to lige har behov for at stoppe op og tage en dyb indånding inden livet går videre i samme tempo som før.

Jeg gør det ved at holde mig fra arbejdet i denne uge. Lægge det fra mig fuldt og helt. Jeg læser ikke engang min arbejdsmail. Stoler på at intet er så galt, at det ikke vil kunne reddes på mandag, hvor jeg regner med at vende tilbage til verden.

Min kæreste gør det samme, blot ved at han arbejde hjemme, i det tempo og i det tidsrum som er bekvemt for ham.

Sammen bruger vi tid på at gøre lejligheden færdig. Vores tur ude i verden i går bestod af et besøg dels i Ilva og dels i IKEA. Og selvom man ikke kan købe sig til lykke eller købe sørgmodigheden væk, så kan man købe sig til tilstrækkelig meget adspredelse, at tingene i det mindste for et øjeblik, mindsker sin tyngde og er nemmere at håndtere.

Vi er gode sammen - også i kriser.

Jeg var begyndt at tro, at alt hvad jeg ønskede mig ville blive virkelighed. I april skrev jeg en liste med ting som jeg ønskede mig i livet, ud fra devisen at for at ens drømme kan blive til virkelighed, skal man vide hvad man ønsker sig.

Og det virkede.

Da jeg nåede august var over halvdelen af mine ønsker til livet blevet opfyldt, heriblandt mit største - at møde manden i mit liv, og i ham at møde og omfavnes af kærligheden .

I slutningen af september så det ud til at også det dybeste ønske skulle blive til virkelighed. Vores store fælles ønske - at blive forældre.

I små 2 måneder levede vi så i håbet og forventningen. Indtil i går, hvor håbet bristede og jeg ikke længere var gravid.

Men midt i smerterne og sørgmodigheden er vores kærlighed blevet bekræftet.

Han er min store støtte og sikre havn, han er den der sørger for at jeg kommer igennem dennne stormflod af følelser og han er den der gentager at uanset hvad, så har vi stadig hinanden og vores kærlighed. Og det gør en forskel.

Og jeg håber at jeg vil være der for ham i samme omfang og intensitet, hvis det en dag blev nødvendigt.

Det er interessant, at hvor jeg så en mand, der havde besluttet sig for at hænge håndklædet på gulvet, så han en kvinde, der ikke kunne finde ud af at skrue en skrue ordentligt i.

Kommunikation er alt. For det viste sig at min kæreste var lige så træt af at se på faldne håndklæder som jeg. Han gik og ventede på, at jeg enten fiksede den håndklædedims der sad og hang, eller at jeg måske bad ham om det. Og da han blev træt af at vente, så ordnede han det så - selvom den jo egentligt havde været i stykker i lang tid før vi lærte hinanden at kende - ups!

Vi er gode for hinanden. Vi er gode til at acceptere hinanden, vores forskelle og ligheder. Og vi er meget forskellige. Har forskellige politiske holdninger - er på hver vores fløj. Alligevel har vi stort set det samme menneskesyn og et eller andet sted er det vigtigere end farven på ballonen.

Vi er gode til at tale sammen. Til at få de ting på bordet, som ellers kan bekymre eller blive til uoverstigelige bunker. Men vi er også privilligeret. Vi er enige om at vi ikke vil slås over opvasken, rengøringen eller indkøb, men at vi vil satse på at købe os til den nødvendige hjælp.

Det er altsammen gået så meget nemmere end jeg nogensinde havde troet muligt. Måske burde det der kærlighed og parforhold ganske simpelt være forbeholdt folk over 40?

Uanset hvor meget jeg prøver at vedblive at være den søde, smilende og accepterende kæreste 100% og hele tiden, så har jeg det ind i mellem med at forvandle mig til en frådende skrappedulle, der i ren arrigskab ender med at skylde alverdens trængsler og problemer på min stakkels kæreste.

Som i går hvor hele dagens frustrationer lige skulle lækkes ved sengetid. Og mig som bare var så sikker på, at jeg aldrig ville blive en af den slags kærester der “lige har noget der skal tales om” der ved midnatstid og alle forsvarsværker er sænket.
Måske er det den klassiske sliben kanter af der finder sted, måske er det det nye i situationen eller bare de gode gamle hormoner der raser i kroppen fra tid til anden.

Uanset hvad. så har jeg besluttet mig til at det er ok, at han har hænger sit håndklæde på badeværelsesgulvet, hvis det er der han vil have det. Og hvis han mener at kattebakken står bedst midt på badeværelsesgulvet, så er det vel også lige så godt som min ide om at have den i brusekabinen. Man slipper også for at sætte den væk hver gang man skal i bad. Og ja, man kan godt lade opvasken stå til næste dag, eller næste igen - der er sjældent nogen der stjæler en opvask.

Det er de små ting jeg elsker. Det er de små ting, der driver mig til vanvid. Det er ham jeg vil være sammen med. Uanset.

Jeg er ikke interesseret i sport. Der er ikke mange ting i verden jeg er mindre interesseret i end sport.

Jeg ser gerne lange dokumentar programmer om indfødtes særegne spisevaner eller streptokokkers resistens ved penicillin - men sæt mig foran et sportsprogram og jeg dør lige så stille indeni.

Det siger mig intet. Nada. Nothing. Mindre end ingenting - bare for at gøre det helt klart.

Jeg har aldrig haft venner, der var sportsinteresseret og jeg har heller aldrig været i et forhold, hvor sport var på dagsordnen.

Jeg mødte min kæreste da der var WM i fodbold og da han på ingen måde udviste interesse for det, troede jeg at den hellige grav var velbevaret og at han lige som mig (og alle andre interessante mennesker) var ligeglad med sport.

Man kan rolig sige at jeg tog fejl. Grueligt fejl.

Han synes at det er en herlig søndagsfornøjelse at stå op kl. 7.30 for at se Fomel 1, dernæst høre Sport i 3′erne hele dagen, for så at slutte af med Amerikansk Football fra kl. 19 til 02 .

Jeg havde egentligt tænkt mig at brokke mig dybt og inderligt over dette forhold, for jeg synes at det er snyd at jeg ikke var klar over det før vi flyttede sammen og jeg synes at det er en ubegribelig kedsomlig måde at bruge sin tid på.

Men så var det vist, at jeg kom til at pippe noget om det i går. Ganske lidt - og på sædvanlig stilfærdig måde.

Min morgen startede lavendelmassage og dernæst fik jeg serveret morgenmad. Og hvis det er følgerne af intens sportsindtagelse og noget der skal være normen for vores mandag morgner - så kan jeg måske klare den (kasteop-agtige) søndagssport.

(og måske skal jeg så bruge søndagen til at få set nogen venner)