Jeg er ikke interesseret i sport. Der er ikke mange ting i verden jeg er mindre interesseret i end sport.

Jeg ser gerne lange dokumentar programmer om indfødtes særegne spisevaner eller streptokokkers resistens ved penicillin – men sæt mig foran et sportsprogram og jeg dør lige så stille indeni.

Det siger mig intet. Nada. Nothing. Mindre end ingenting – bare for at gøre det helt klart.

Jeg har aldrig haft venner, der var sportsinteresseret og jeg har heller aldrig været i et forhold, hvor sport var på dagsordnen.

Jeg mødte min kæreste da der var WM i fodbold og da han på ingen måde udviste interesse for det, troede jeg at den hellige grav var velbevaret og at han lige som mig (og alle andre interessante mennesker) var ligeglad med sport.

Man kan rolig sige at jeg tog fejl. Grueligt fejl.

Han synes at det er en herlig søndagsfornøjelse at stå op kl. 7.30 for at se Fomel 1, dernæst høre Sport i 3′erne hele dagen, for så at slutte af med Amerikansk Football fra kl. 19 til 02 .

Jeg havde egentligt tænkt mig at brokke mig dybt og inderligt over dette forhold, for jeg synes at det er snyd at jeg ikke var klar over det før vi flyttede sammen og jeg synes at det er en ubegribelig kedsomlig måde at bruge sin tid på.

Men så var det vist, at jeg kom til at pippe noget om det i går. Ganske lidt – og på sædvanlig stilfærdig måde.

Min morgen startede lavendelmassage og dernæst fik jeg serveret morgenmad. Og hvis det er følgerne af intens sportsindtagelse og noget der skal være normen for vores mandag morgner – så kan jeg måske klare den (kasteop-agtige) søndagssport.

(og måske skal jeg så bruge søndagen til at få set nogen venner)