Det er interessant, at hvor jeg så en mand, der havde besluttet sig for at hænge håndklædet på gulvet, så han en kvinde, der ikke kunne finde ud af at skrue en skrue ordentligt i.

Kommunikation er alt. For det viste sig at min kæreste var lige så træt af at se på faldne håndklæder som jeg. Han gik og ventede på, at jeg enten fiksede den håndklædedims der sad og hang, eller at jeg måske bad ham om det. Og da han blev træt af at vente, så ordnede han det så – selvom den jo egentligt havde været i stykker i lang tid før vi lærte hinanden at kende – ups!

Vi er gode for hinanden. Vi er gode til at acceptere hinanden, vores forskelle og ligheder. Og vi er meget forskellige. Har forskellige politiske holdninger – er på hver vores fløj. Alligevel har vi stort set det samme menneskesyn og et eller andet sted er det vigtigere end farven på ballonen.

Vi er gode til at tale sammen. Til at få de ting på bordet, som ellers kan bekymre eller blive til uoverstigelige bunker. Men vi er også privilligeret. Vi er enige om at vi ikke vil slås over opvasken, rengøringen eller indkøb, men at vi vil satse på at købe os til den nødvendige hjælp.

Det er altsammen gået så meget nemmere end jeg nogensinde havde troet muligt. Måske burde det der kærlighed og parforhold ganske simpelt være forbeholdt folk over 40?