Jeg var begyndt at tro, at alt hvad jeg ønskede mig ville blive virkelighed. I april skrev jeg en liste med ting som jeg ønskede mig i livet, ud fra devisen at for at ens drømme kan blive til virkelighed, skal man vide hvad man ønsker sig.

Og det virkede.

Da jeg nåede august var over halvdelen af mine ønsker til livet blevet opfyldt, heriblandt mit største – at møde manden i mit liv, og i ham at møde og omfavnes af kærligheden .

I slutningen af september så det ud til at også det dybeste ønske skulle blive til virkelighed. Vores store fælles ønske – at blive forældre.

I små 2 måneder levede vi så i håbet og forventningen. Indtil i går, hvor håbet bristede og jeg ikke længere var gravid.

Men midt i smerterne og sørgmodigheden er vores kærlighed blevet bekræftet.

Han er min store støtte og sikre havn, han er den der sørger for at jeg kommer igennem dennne stormflod af følelser og han er den der gentager at uanset hvad, så har vi stadig hinanden og vores kærlighed. Og det gør en forskel.

Og jeg håber at jeg vil være der for ham i samme omfang og intensitet, hvis det en dag blev nødvendigt.