Selvom der kun er gået et par dage siden min indlæggelse og det indgreb der desværre var nødvendigt, er jeg allerede igen ovenpå rent fysisk. Det er som om at min krop fuldstændig har glemt, at den var gravid og allerede er på vej ud af sletterne.

Et eller andet sted er det jo fint nok at have evnen til at hele og komme videre og det værdsætter jeg også. Men jeg ved også at vi begge to lige har behov for at stoppe op og tage en dyb indånding inden livet går videre i samme tempo som før.

Jeg gør det ved at holde mig fra arbejdet i denne uge. Lægge det fra mig fuldt og helt. Jeg læser ikke engang min arbejdsmail. Stoler på at intet er så galt, at det ikke vil kunne reddes på mandag, hvor jeg regner med at vende tilbage til verden.

Min kæreste gør det samme, blot ved at han arbejde hjemme, i det tempo og i det tidsrum som er bekvemt for ham.

Sammen bruger vi tid på at gøre lejligheden færdig. Vores tur ude i verden i går bestod af et besøg dels i Ilva og dels i IKEA. Og selvom man ikke kan købe sig til lykke eller købe sørgmodigheden væk, så kan man købe sig til tilstrækkelig meget adspredelse, at tingene i det mindste for et øjeblik, mindsker sin tyngde og er nemmere at håndtere.

Vi er gode sammen – også i kriser.