Fallen astronaut











{søndag 29. oktober 2006}   Kvinder og mænd

En af de rigtig interessante ting ved at leve i et parforhold, er den måde man som kvinde kan komme tættere ind på livet af de der mænd. Der er selvfølgelig ens egen at studere, men med ham kommer også hans venner og dermed også andre studieobjekter.

Og mænd er bare anderledes end kvinder. Jeg tænker ikke bare på det der med sport og øl (og på det område er der også stor forskel på mænd), men der sker noget med mænds ydeevne når de er blandt andre mænd. De kan bare mere. Og det er på en helt anden måde end mellem kvinder.
Det er noget de fleste kvinder opdager ret tidligt i livet - specielt hvis man er typen der er nødt til at flytte mange gange og ikke har råd til flyttemænd. Får du én mandlig ven eller kæreste til at hjælpe til, så sker det under protester og klynken. Men spørger du manden, mens der er en anden mand til stede, så er der ikke grænser for hvor meget og hvor hurtigt tingene kan gøres. Et interessant fænomen.

Jeg har i flere år troet, at det på et eller andet plan handlede om at imponere. At det var lige som ude i dyreverden, og at manden skulle vise kvinden hvem der var den stærkeste.

Men jeg tror ikke rigtig længere at det er sådan det hænger sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan mænd er, når de bare er mænd sammen. Men min nye tese er at det egentligt ikke så meget handler om kvinden, men mere om de andre mænd. At manden gør sig sådan en umage, for ikke at tabe ansigt overfor den/de andre mænd.

Måske handler det om noget helt tredje - men en ting er sikkert og det er at med min kæreste er også kommet en håndfuld gode mænd, som for pæne ord, øl og en god gang mad er istand til at trylle med værktøj og er en stor hjælp i vores projekt med at få lejligheden sat helt i orden.



Leave a Reply

et cetera