Skæbnen (eller noget) ville selvfølgelig at det var min kop der stod efterladt på bordet, efter morgenkaffen i dag. Som ville verden fortælle mig at ingen er ufejlbarlige.

(heldigvis kom jeg først hjem og kunne fjerne sporene)

Måske er vi stadig ude det der med at “slibe kanter af“, bølgerne går højt i disse dage og det er ikke rart.

Det kan være svært at rumme forholdet og hinanden, når begge er presset på jobbet og har mange jern i ilden.

Et eller andet sted er jeg også presset af mine egne forventninger til mig selv. Jeg har ikke lyst til at ende som en af de kvinder, jeg altid har foragtet; dem der behandler deres mænd som børn, eller retarderede. Sådan en der kommanderer rundt med manden og forventer (og forlanger?), at han ingenting kan.

Alligevel kan jeg se det komme snigende, det der typiske kvindelige - det der med at stille retoriske spørgsmål; “er du færdig med at vaske op?” - det der betyder “hvis du er færdig med at vaske op, hvorfor ligger opvaskebørsten så i vasken og hvad laver den uopvredne klud på bordet“, eller “tror du at den der kop, selv kravler tilbage i køkkenet?” - der er en anden måde at sige “ta’ da for fanden din kop med dig når du er færdig med den“.

Det der med at undre sig over den måde han gør tingene på (hmmm… kan han ikke se at det er usmart at bøje alle hjørnerne på vasketøjet, det blir’ jo krøllet) og det der med at blive en lille bitte smule sur over, at han ikke ser hvordan der ser ud på toilettet, eller at den rene service mangler, at blive stillet på plads når den er vasket op.

Ind til videre kan jeg holde det meste inde i mig, men ind i mellem ville jeg så brændende ønske, at han da bare kunne gøre hvad jeg tænker!!!

Måske er det noget iboende og som kvinde kan man kun give efter. Måske er det genetisk for guderne skal vide, at jeg har mange bestemmende og dominerende kvinder i min familie. Måske er det utopi at tro at de grundegenskaber man har, ikke også slår ud i ens parforhold - og jeg er jo også dominerende ude i den virkelige verden.

Men netop derfor er det vigtigt for mig at være i et forhold hvor der er balance. Jeg vil vitterligt ikke bestemme det hele - jeg har det helt ok med, at tingene kan gøres på en anden måde end min. Jeg tror seriøst ikke, at jeg er den eneste der kan finde ud af det. Og jeg vil jo ikke have en mand, der er blevet kastreret og hele tiden går og spekulerer på, om han nu gør tingene på min måde.

I virkeligheden ville jeg så meget hellere bruge min energi på noget helt, helt andet….

Nogen vil måske mene at jeg er alt for tidligt ude i og med at vi kun skriver november, men her i huset har julen været på dagsorden siden oktober. Vi er igang med det, der så fint kaldes, at “slibe kanter af”. Efter al den tid med praktisk taget idel lykke og harmoni, kom vi så til julen, som så slog benene væk under os.

Man snakker om at kattelskere ikke skal bo med hundefolk, at man skal tjekke pladsen i søskendeflokken, da storesøstre ikke kan danne par med storebrødre og at blåøjede mænd foretrækker blåøjede kvinder, men man har ikke taget julen i ed - og jeg kan så oplyse at det kan være problematisk for juleelskere at danne par med forhærdede julehadere.

Og lad mig bare være ærlig: elskeren det er mig.

Jeg elsker at december måned med lys, glimmer og varme røde farver. Glæder mig til den ene gang om året hvor jeg vælter mit hjem til med dims og pynt og lige en ekstra sløjfe. I den tid hvor jeg har været single har en af mine fantasier været den med at sidde i mørket med sin kæreste om morgen, med et enkelt lys, roligt lade det brænde mens dagen starter over en kop dampende kaffe. Jeg har ønsket mig en at lave traditioner sammen med, gå ture i den kolde verden og komme hjem og drikke varme drikke. En jeg kunne lave søde overraskelser til og som synes det var dejligt at jeg lavede æbleskiver selv, fra bunden af og med et æblestykke i midten.

December forsvandt i en rasende fart sidste år og jeg nåede ikke rigtig nogen af de ting og jeg bestemte mig for at i år skulle det være anderledes. Sidste juleaften var hyggelig og rar. Det var første gang at jeg var vært ved en jul og det gik fint. Nogle venner kom forbi og vi endte med at sidde og hygge os med rødvin og drinks til sent ud på natten. Det var første gang jeg vågnede juledag med tømmermænd og det var den dag jeg fuldt og helt erkendte at mit liv var godt - men slet ikke det liv jeg ønskede mig.

Jeg ønskede mig ikke singlelivet, jeg higede efter en kæreste, at være et par, at blive en familie og der i morgensolen, juledag, med tømmermænd, grannåle på tæppet, sammenkrammet papir og uanede mængder af frihed og ingen forpligtelser var jeg slet ikke hjemme.

Så måske er jeg en anelse desperat her i min higen efter at få sat den perfekte jul på skinnerne for kæresten og mig. Det er tydeligt at han ikke har samme behov som mig og det er ikke bare noget jeg gætter mig frem til - for ordene “jeg hader jul” er kommet over hans læber. Jeg håber stadig at jeg har en mulighed for at vinde ham over på min side. At jeg kan lokke ham ved at trykke lidt på hans glæde ved god mad, lokke med lidt mere nærvær og måske ved at fylde gaver på hans barndoms hjemmebroderede julekalender.

Jeg giver ikke fortabt.

Jeg havde fået fortalt ham, at hvis jeg ikke hørte fra ham pronto!, så ville han miste al klynkeret i al fremtid. Men det gjorde ikke den store forskel og jeg var meget tæt på, at miste troen på mænd - igen og denne gang på en anden kvindes vegne. Men så kom der en l-a-n-g sms her til morgen, med lige så lange (og ret gode) forklaringer.

Jeg har sat mig op som Kirsten Giftekniv og det går ikke klassisk godt!

Det skulle egentligt være så nemt. En af kærestens venner sukkede efter en god kvinde og sådan en kendte jeg, og vidste at hun sukkede efter en ditto mand. Vupti, vupti - der må jo være et match - eller ihverfald grobund for et møde.

Så snikke-snak med kvinden på messenger (*overtale-overtale*) og afsted med mail til manden.
Og så tyb tavshed!

I 4 dage. Ikke et ord. Heller ikke efter yderligere to sms’er og et opkald til hjemmetelefonen.

Indtil i dag, hvor jeg så får denne her lange sms, med en god forklaring.

Så nu er jeg på banen igen. Der skal arrangeres møde, bestilles violiner og sættes champagne på køl - eller hvad det nu er man gør, når man arrangerer en blind date for folk.

Må indrømme, er lidt uvidende om hvad man egentlig gør - dels fordi jeg aldring selv er blevet sat op på den måde (bortset fra den gang hvor jeg mødte min kæreste, men det tæller ikke ) og dels fordi jeg aldrig før har haft overskud af mænd.