Nogen vil måske mene at jeg er alt for tidligt ude i og med at vi kun skriver november, men her i huset har julen været på dagsorden siden oktober. Vi er igang med det, der så fint kaldes, at “slibe kanter af”. Efter al den tid med praktisk taget idel lykke og harmoni, kom vi så til julen, som så slog benene væk under os.

Man snakker om at kattelskere ikke skal bo med hundefolk, at man skal tjekke pladsen i søskendeflokken, da storesøstre ikke kan danne par med storebrødre og at blåøjede mænd foretrækker blåøjede kvinder, men man har ikke taget julen i ed - og jeg kan så oplyse at det kan være problematisk for juleelskere at danne par med forhærdede julehadere.

Og lad mig bare være ærlig: elskeren det er mig.

Jeg elsker at december måned med lys, glimmer og varme røde farver. Glæder mig til den ene gang om året hvor jeg vælter mit hjem til med dims og pynt og lige en ekstra sløjfe. I den tid hvor jeg har været single har en af mine fantasier været den med at sidde i mørket med sin kæreste om morgen, med et enkelt lys, roligt lade det brænde mens dagen starter over en kop dampende kaffe. Jeg har ønsket mig en at lave traditioner sammen med, gå ture i den kolde verden og komme hjem og drikke varme drikke. En jeg kunne lave søde overraskelser til og som synes det var dejligt at jeg lavede æbleskiver selv, fra bunden af og med et æblestykke i midten.

December forsvandt i en rasende fart sidste år og jeg nåede ikke rigtig nogen af de ting og jeg bestemte mig for at i år skulle det være anderledes. Sidste juleaften var hyggelig og rar. Det var første gang at jeg var vært ved en jul og det gik fint. Nogle venner kom forbi og vi endte med at sidde og hygge os med rødvin og drinks til sent ud på natten. Det var første gang jeg vågnede juledag med tømmermænd og det var den dag jeg fuldt og helt erkendte at mit liv var godt - men slet ikke det liv jeg ønskede mig.

Jeg ønskede mig ikke singlelivet, jeg higede efter en kæreste, at være et par, at blive en familie og der i morgensolen, juledag, med tømmermænd, grannåle på tæppet, sammenkrammet papir og uanede mængder af frihed og ingen forpligtelser var jeg slet ikke hjemme.

Så måske er jeg en anelse desperat her i min higen efter at få sat den perfekte jul på skinnerne for kæresten og mig. Det er tydeligt at han ikke har samme behov som mig og det er ikke bare noget jeg gætter mig frem til - for ordene “jeg hader jul” er kommet over hans læber. Jeg håber stadig at jeg har en mulighed for at vinde ham over på min side. At jeg kan lokke ham ved at trykke lidt på hans glæde ved god mad, lokke med lidt mere nærvær og måske ved at fylde gaver på hans barndoms hjemmebroderede julekalender.

Jeg giver ikke fortabt.