Måske er vi stadig ude det der med at “slibe kanter af“, bølgerne går højt i disse dage og det er ikke rart.

Det kan være svært at rumme forholdet og hinanden, når begge er presset på jobbet og har mange jern i ilden.

Et eller andet sted er jeg også presset af mine egne forventninger til mig selv. Jeg har ikke lyst til at ende som en af de kvinder, jeg altid har foragtet; dem der behandler deres mænd som børn, eller retarderede. Sådan en der kommanderer rundt med manden og forventer (og forlanger?), at han ingenting kan.

Alligevel kan jeg se det komme snigende, det der typiske kvindelige – det der med at stille retoriske spørgsmål; “er du færdig med at vaske op?” – det der betyder “hvis du er færdig med at vaske op, hvorfor ligger opvaskebørsten så i vasken og hvad laver den uopvredne klud på bordet“, eller “tror du at den der kop, selv kravler tilbage i køkkenet?” – der er en anden måde at sige “ta’ da for fanden din kop med dig når du er færdig med den“.

Det der med at undre sig over den måde han gør tingene på (hmmm… kan han ikke se at det er usmart at bøje alle hjørnerne på vasketøjet, det blir’ jo krøllet) og det der med at blive en lille bitte smule sur over, at han ikke ser hvordan der ser ud på toilettet, eller at den rene service mangler, at blive stillet på plads når den er vasket op.

Ind til videre kan jeg holde det meste inde i mig, men ind i mellem ville jeg så brændende ønske, at han da bare kunne gøre hvad jeg tænker!!!

Måske er det noget iboende og som kvinde kan man kun give efter. Måske er det genetisk for guderne skal vide, at jeg har mange bestemmende og dominerende kvinder i min familie. Måske er det utopi at tro at de grundegenskaber man har, ikke også slår ud i ens parforhold – og jeg er jo også dominerende ude i den virkelige verden.

Men netop derfor er det vigtigt for mig at være i et forhold hvor der er balance. Jeg vil vitterligt ikke bestemme det hele – jeg har det helt ok med, at tingene kan gøres på en anden måde end min. Jeg tror seriøst ikke, at jeg er den eneste der kan finde ud af det. Og jeg vil jo ikke have en mand, der er blevet kastreret og hele tiden går og spekulerer på, om han nu gør tingene på min måde.

I virkeligheden ville jeg så meget hellere bruge min energi på noget helt, helt andet….