Når det er svært at være den, der er inde i mig, kan jeg godt forstå, at det kan være svært at være den, der er udenfor mig.

Er stadig noget så tyndhudet. Læste i svigermors efterladte dameblade og græd mine modige tårer over den sande historie om dette og hint. Snøftede og grinte lidt over mig selv. Koskede over det rod der er i lejligheden. Det er på en måde og et niveau hvor jeg ikke ved hvor jeg skal starte og hvor jeg skal ende. Og jeg kan tilsyneladende hverken gå i gang eller bare gå.

Og midt i alt rodet bliver vi ved med at invitere gæster. Vores første aften alene i små tre uger, endte med at et par af gutterne kom forbi for at hjælpe og endte med at blive hængende til mad og hygge.

Og det er hyggeligt og jeg er glad for at være sammen med dem, men bagefter er jeg bare så træt af alle de ting vi ikke når, fordi vi sidder og snakker eller ordner op efter gæstebud.

Jeg er splittet mellem det jeg ønsker og det jeg vil.

Når alt kommer til alt, vil jeg bare have meget mindre af det hele. Færre ting, færre gæster, mindre stress. Men jeg er dårlig til at begrænse mig.

Og der skal tages vasketøj ned, for at der kan komme vasketøj op, der skal lægges gæstedyne væk, ryddes op i kontoret, stuerne, soveværelse og køkken, der skal gøres rent på toilettet. Afdekoreres juletræ og nissenedtagning. Tomme flasker og træ skal til skrald. Der skal fjernes papirsbunker og sorteres i gamle breve. Vinduerne skal vaskes og, og, og ….

Og jeg har fri mellem jul og nytår - mens min kæreste må arbejde. Spørgsmålet er så bare hvem der egentligt har fri og hvem der arbejder.

Simple living virker ret tiltrækkende. Eller livet som munk.

Måske er det en ny trend - at jeg bruger juledag til at tude over livets gevordigheder?

Sidste år startede jeg juledagene med at vræle over, at mit liv ikke var som jeg ønskede det, at jeg ville have forpligtelser, en mand, min egen familie. Alt jeg ville alt andet end den uendelige mængde frihed og uforpligtelser, der strakte sig som en ørken foran mig.

I år tyngede forpligtelserne og overnattende familiemedlemmer mig i sådan en grad at min juledag forgik i snøftende tempi. Det eneste jeg ønskede mig var en dag, en time - en kort stund uden andre mennesker, en stund i ro og uden nogen der stillede krav til mig, forventede en bid af min opmærksomhed.

Det er ikke nemt at være menneske. Selv når vi får alt hvad vi ønsker os, er vi ikke tilfredse. Men det gør en forskel at der er nogen der gider en selv når man er mest urimelig og umulig. Og et kram i rette tid kan gøre underværker.

Og vi overlevede julen. Og alle sagde at det var hyggeligt, at maden var god, at tingene spillede. Træet stod højt og der blev sunget i gennem og gaveregnen regnede.

Og da familien gik, kom vennerne forbi og vi sad og drak god whisky og portvin og spillede spil. Og snakkede om hvor meget nemmere det ville være at fejre sine højtider med vennerne frem for familien.

Og jeg tænkte på, at skal det lykkedes os at få sådan et af de der børn, så går der lang tid før man kan droppe julen og på et tidspunkt vil det være os, der er deres pestilens.

Juletid og julefred.

Jeg kan ikke rigtig rumme at det nærmest allerede er overstået det her jul - inden det er begyndt inde i mig.

Det er vores første jul sammen og jeg havde alle de her ideer og fantasier, om julehygge, nisseundertøj, varm ånde i kold luft, fletten fingre og spise af samme småkage.

Og *vumpfh* så brød verden ind i idyllen og inden jeg fik set mig om er måneden gået og og jeg føler mig lidt snydt, lidt skuffet - lidt som at jeg står med bukserne nede om hælene og har fået wc’et trukket væk.

Men det er jo os der er julen. Os der lægger hus og hjem til juleaften. Med hele familien, børn samt diverse dyr. Og det skal vi så se om vi kan nå at få i orden.

Jeg befinder mig et pænt sted mellem stress og overbærenhed. Som den overarrangør jeg er strider det mod min natur at alting ikke er sat sirligt på lister og streget ud i takt med at det er fikset, men samtidig tror jeg at det måske er ret sundt at lære at lade lidt mere stå til og finde ud af at det nok skal gå. Man dør ikke af at der mangler kulør til sovsen, det er sådanne ting der skaber familiehistorier, ligesom min mosters ris ala peanuts…!

Men det skal nok gå - for første gang er jeg ikke alene om julen og det er rigtig rigtig rart. Godt nok endte jeg med at købe hans mors gave … men han endte også med at være den der købte en til min mor.

Der er mere lort på styret, end styr på lortet - men jeg er sikker på at vi sammen nok skal få den der juleting op og stå!

Vi er enige om at sammen er vi fantastiske. Vi er gode. Vi kan det dér - verden kom bare an!

Men det begynder så småt at snige sig ind på livet af en: At man måske i virkeligheden ikke er overskudsagtig og god, men mere en malkeko og tossegod.

Vi har sat himmel og helvede i bevægelse for at hjælpe nogle venner, der er kommet skævt på hinanden. Med det resultat at vi har brugt dage på at på at lytte, flytte og støtte. Flytningen pågår stadig, sidste læs ryger afsted i morgen. Og der køres og køres.

Og de to involverede?

Ja, de har fået tørret deres øjne og er allerede igang med nye narestreger.

Lektien er vel, at mennesker er lige som andre ting, og så længe det knager så holder det og bare fordi folk er kede af det, behøver man ikke at stoppe verden for at omarrangere den for dem.

En anden lektie er at venner også er en slags mennesker og man kan ikke ændre andre mennesker. Men man kan vælge sine venner. Og man kan også vælge om igen.

Jeg var tæt på at servere rå rullepølse for spisende julefrokostgæster idag. Men vi blev reddet af gong-gongen, så pølsen ligger pt. og bobler i sin gryde og venter på at blive presset.

Og presset var lige præcis kodeordet for gårsdagens moras.

Det var en af de dage hvor alt på kontoret gik galt. Hvor det første møde var forsinket og dermed fik resten af møderækken til at skride som sandet på Møns Klint. Hvor jeg i taxaen mellem to møder, skændtes om nøgleafhentning med min nabo og på vej hjem skulle forsøge at hjælpe til med at finde en løsning på, en opvaskemaskine-leveret-ved-hoveddøren-istedet-for-på-fjerde-sal-problematik.

Hvor jeg kom alt for sent hvem i forhold til min aftale med min kæreste. Og jeg iøvrigt var dyngvåd (fordi det regnede og jeg på trods af min kærestes tilbud om at hente mig, cyklede den halve time hjemad, fordi det er store-julefrokost-dag i dag og jeg af erfaring ved at det er umuligt at få en taxa, eller komme hjem på en anden behagelig måde her i dag). Våd og forfrossen, bestemmer jeg at vi tager direkte ud for at købe ind, fordi jeg ved at jeg falder sammen hvis jeg kommer til at sidde ned.

(lidet vidende om resten af aftens strabasser… og at jeg nok skal holde mig vågen)

Den hurtige afgang fra hjemmet, har betydet at den ca A4 store indkøbsseddel, ligger nydeligt foldet hjemme på køkkenbordet, mens vi står i Metro, med indkøbsvogn i megastørrelse.

På trods af det får vi købt ind og med for 3.500 kr. vare i bilen går det hjemad.

Det vil sige lige indtil jeg får en meget usammenhængende veninde i røret. Ny destinationen planlægges og efter en mindre behagelig intervention der klart viste at min hørelse var ret god, pakkes der en taske, med medfølgende veninde og det går endelig hjemad.

Med forøgede bærerressoucer går det strygende med at få alle indkøbene op i lejligheden.

Der laves æblegløgg. Snakkes, snakkes og nå, ja … snakkes.

Og må et tidspunkt husker jeg at pølsen dér skal presses. Men glemmer rent at den skal koges først. Så et styk rå rullepølse blev lagt i pres over natten. Heldigvis er der noget der dæmrer i morgentågen og pølsen tages op og koges i morgenstessen - og så gik jeg ned til politiet og fik mig en lille snak.

Og med lidt held, kan både pølse og situation slippe presset og komme til at fungere helt efter hensigten.

På det personlige kæresteplan, kan jeg sige at hele gårsdagens ballande, har vist mig endnu en af min kærestes facetter og endnu engang fået mig til at føle at jeg valgte helt rigtigt da jeg valgte ham.