Jeg kan ikke rigtig rumme at det nærmest allerede er overstået det her jul – inden det er begyndt inde i mig.

Det er vores første jul sammen og jeg havde alle de her ideer og fantasier, om julehygge, nisseundertøj, varm ånde i kold luft, fletten fingre og spise af samme småkage.

Og *vumpfh* så brød verden ind i idyllen og inden jeg fik set mig om er måneden gået og og jeg føler mig lidt snydt, lidt skuffet – lidt som at jeg står med bukserne nede om hælene og har fået wc’et trukket væk.

Men det er jo os der er julen. Os der lægger hus og hjem til juleaften. Med hele familien, børn samt diverse dyr. Og det skal vi så se om vi kan nå at få i orden.

Jeg befinder mig et pænt sted mellem stress og overbærenhed. Som den overarrangør jeg er strider det mod min natur at alting ikke er sat sirligt på lister og streget ud i takt med at det er fikset, men samtidig tror jeg at det måske er ret sundt at lære at lade lidt mere stå til og finde ud af at det nok skal gå. Man dør ikke af at der mangler kulør til sovsen, det er sådanne ting der skaber familiehistorier, ligesom min mosters ris ala peanuts…!

Men det skal nok gå – for første gang er jeg ikke alene om julen og det er rigtig rigtig rart. Godt nok endte jeg med at købe hans mors gave … men han endte også med at være den der købte en til min mor.

Der er mere lort på styret, end styr på lortet – men jeg er sikker på at vi sammen nok skal få den der juleting op og stå!