Måske er det en ny trend - at jeg bruger juledag til at tude over livets gevordigheder?

Sidste år startede jeg juledagene med at vræle over, at mit liv ikke var som jeg ønskede det, at jeg ville have forpligtelser, en mand, min egen familie. Alt jeg ville alt andet end den uendelige mængde frihed og uforpligtelser, der strakte sig som en ørken foran mig.

I år tyngede forpligtelserne og overnattende familiemedlemmer mig i sådan en grad at min juledag forgik i snøftende tempi. Det eneste jeg ønskede mig var en dag, en time - en kort stund uden andre mennesker, en stund i ro og uden nogen der stillede krav til mig, forventede en bid af min opmærksomhed.

Det er ikke nemt at være menneske. Selv når vi får alt hvad vi ønsker os, er vi ikke tilfredse. Men det gør en forskel at der er nogen der gider en selv når man er mest urimelig og umulig. Og et kram i rette tid kan gøre underværker.

Og vi overlevede julen. Og alle sagde at det var hyggeligt, at maden var god, at tingene spillede. Træet stod højt og der blev sunget i gennem og gaveregnen regnede.

Og da familien gik, kom vennerne forbi og vi sad og drak god whisky og portvin og spillede spil. Og snakkede om hvor meget nemmere det ville være at fejre sine højtider med vennerne frem for familien.

Og jeg tænkte på, at skal det lykkedes os at få sådan et af de der børn, så går der lang tid før man kan droppe julen og på et tidspunkt vil det være os, der er deres pestilens.

Juletid og julefred.