Når det er svært at være den, der er inde i mig, kan jeg godt forstå, at det kan være svært at være den, der er udenfor mig.

Er stadig noget så tyndhudet. Læste i svigermors efterladte dameblade og græd mine modige tårer over den sande historie om dette og hint. Snøftede og grinte lidt over mig selv. Koskede over det rod der er i lejligheden. Det er på en måde og et niveau hvor jeg ikke ved hvor jeg skal starte og hvor jeg skal ende. Og jeg kan tilsyneladende hverken gå i gang eller bare gå.

Og midt i alt rodet bliver vi ved med at invitere gæster. Vores første aften alene i små tre uger, endte med at et par af gutterne kom forbi for at hjælpe og endte med at blive hængende til mad og hygge.

Og det er hyggeligt og jeg er glad for at være sammen med dem, men bagefter er jeg bare så træt af alle de ting vi ikke når, fordi vi sidder og snakker eller ordner op efter gæstebud.

Jeg er splittet mellem det jeg ønsker og det jeg vil.

Når alt kommer til alt, vil jeg bare have meget mindre af det hele. Færre ting, færre gæster, mindre stress. Men jeg er dårlig til at begrænse mig.

Og der skal tages vasketøj ned, for at der kan komme vasketøj op, der skal lægges gæstedyne væk, ryddes op i kontoret, stuerne, soveværelse og køkken, der skal gøres rent på toilettet. Afdekoreres juletræ og nissenedtagning. Tomme flasker og træ skal til skrald. Der skal fjernes papirsbunker og sorteres i gamle breve. Vinduerne skal vaskes og, og, og ….

Og jeg har fri mellem jul og nytår - mens min kæreste må arbejde. Spørgsmålet er så bare hvem der egentligt har fri og hvem der arbejder.

Simple living virker ret tiltrækkende. Eller livet som munk.