Overlevede julen og nytåret med. I ét stykke til og med.

“Det skal vi nok få glæde af i længden” tænkte jeg mens jeg så på ødelæggelserne i lejligheden og konfettien der lå som et tykt lag overalt.

Kæresten sov stadig. Det var blevet sent. Senere for ham end for mig. Når alkoholen går ind ændres vores respektive a- og b-menneske gener, sådan at jeg går i brædderne og han går besærk (eller sent i seng i det mindste… men det andet lyder af mere).

Sad der med en stille kop kaffe og tænkte over hvor meget der var sket i mit liv i løbet af året. Hvordan min stille og rolige og ret forusigelige singletilværelse var blevet væltet omkuld og havde medført dønninger både i sind, krop og bopæl.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg var et hundrede procent lykkelig hele tiden. Men det kan jeg ikke.

Måske er vi ikke bygget til det, måske er det illusorisk at tro at lykken er en tilstand - og alle de kloge har ret, når de siger at lykken kommer i glimt, i dråber. Måske er jeg bare træt og derfor har nemmere ved at se problemer end løsninger. Måske trænger jeg bare til at holde rigtig fri fra arbejdet og overveje om det er det værd.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved at min liv er blevet mere rigtig. At det har større værdi nu. At jeg lever mere intens og med mere indhold. Ved at jeg er elsket og at jeg elsker og jeg ved at det er det hele værd.

Og et par timer senere, efter at kæresten var vækket, lejligheden støvsuget og opvasken taget, så så det lysere ud - indeni og udenpå. Selv nytårsrengøring er nemmere når man er to.