Jeg tænker tit på hvordan det var, dér lige i starten.
Hvordan jeg næsten ikke kunne tro på hvad det var der var sket for mig. Hvor lykkelig jeg følte mig. Hvor meget min krop og mit hjerte og min sjæl skreg for at være sammen med min nye dejlige kæreste hver eneste ledigt minut.
Jeg kan stadig mærke krilleren og huske suset. Huske hvordan jeg hele tiden blev positivt overrasket over en ny ting ved denne her fantastiske mand, hver gang vi mødtes.
Jeg ved ikke hvordan man holder fast i følelsen når hverdagen kommer og rammer en i nakken med sengeprutter og beskidt opvask. Når arbejdsfordelingens dilemma vælter oplevelsen af lighed og man ind i mellem bare er godt gammeldags træt af altid og det også rammer forholdet.
Men jeg tror at det er vigtigt at huske det. Have det med sig i sin hverdag.
At huske at fortælle ham, at han er lækker når han står der nøgen og i sine egne tanker under morgenbarberingen. At han har de smukkeste bløde kysselæber som jeg stadig ikke kan få nok af. At jeg ikke kan se på hans hænder uden at tænke på hvordan de føles, når han kærtegner mig.
For jeg tænker jo stadig de tanker - og er jeg heldig tænker han også stadig sådan om mig….
