Jeg var tæt på at servere rå rullepølse for spisende julefrokostgæster idag. Men vi blev reddet af gong-gongen, så pølsen ligger pt. og bobler i sin gryde og venter på at blive presset.

Og presset var lige præcis kodeordet for gårsdagens moras.

Det var en af de dage hvor alt på kontoret gik galt. Hvor det første møde var forsinket og dermed fik resten af møderækken til at skride som sandet på Møns Klint. Hvor jeg i taxaen mellem to møder, skændtes om nøgleafhentning med min nabo og på vej hjem skulle forsøge at hjælpe til med at finde en løsning på, en opvaskemaskine-leveret-ved-hoveddøren-istedet-for-på-fjerde-sal-problematik.

Hvor jeg kom alt for sent hvem i forhold til min aftale med min kæreste. Og jeg iøvrigt var dyngvåd (fordi det regnede og jeg på trods af min kærestes tilbud om at hente mig, cyklede den halve time hjemad, fordi det er store-julefrokost-dag i dag og jeg af erfaring ved at det er umuligt at få en taxa, eller komme hjem på en anden behagelig måde her i dag). Våd og forfrossen, bestemmer jeg at vi tager direkte ud for at købe ind, fordi jeg ved at jeg falder sammen hvis jeg kommer til at sidde ned.

(lidet vidende om resten af aftens strabasser… og at jeg nok skal holde mig vågen)

Den hurtige afgang fra hjemmet, har betydet at den ca A4 store indkøbsseddel, ligger nydeligt foldet hjemme på køkkenbordet, mens vi står i Metro, med indkøbsvogn i megastørrelse.

På trods af det får vi købt ind og med for 3.500 kr. vare i bilen går det hjemad.

Det vil sige lige indtil jeg får en meget usammenhængende veninde i røret. Ny destinationen planlægges og efter en mindre behagelig intervention der klart viste at min hørelse var ret god, pakkes der en taske, med medfølgende veninde og det går endelig hjemad.

Med forøgede bærerressoucer går det strygende med at få alle indkøbene op i lejligheden.

Der laves æblegløgg. Snakkes, snakkes og nå, ja … snakkes.

Og må et tidspunkt husker jeg at pølsen dér skal presses. Men glemmer rent at den skal koges først. Så et styk rå rullepølse blev lagt i pres over natten. Heldigvis er der noget der dæmrer i morgentågen og pølsen tages op og koges i morgenstessen - og så gik jeg ned til politiet og fik mig en lille snak.

Og med lidt held, kan både pølse og situation slippe presset og komme til at fungere helt efter hensigten.

På det personlige kæresteplan, kan jeg sige at hele gårsdagens ballande, har vist mig endnu en af min kærestes facetter og endnu engang fået mig til at føle at jeg valgte helt rigtigt da jeg valgte ham.

Skæbnen (eller noget) ville selvfølgelig at det var min kop der stod efterladt på bordet, efter morgenkaffen i dag. Som ville verden fortælle mig at ingen er ufejlbarlige.

(heldigvis kom jeg først hjem og kunne fjerne sporene)

Måske er vi stadig ude det der med at “slibe kanter af“, bølgerne går højt i disse dage og det er ikke rart.

Det kan være svært at rumme forholdet og hinanden, når begge er presset på jobbet og har mange jern i ilden.

Et eller andet sted er jeg også presset af mine egne forventninger til mig selv. Jeg har ikke lyst til at ende som en af de kvinder, jeg altid har foragtet; dem der behandler deres mænd som børn, eller retarderede. Sådan en der kommanderer rundt med manden og forventer (og forlanger?), at han ingenting kan.

Alligevel kan jeg se det komme snigende, det der typiske kvindelige - det der med at stille retoriske spørgsmål; “er du færdig med at vaske op?” - det der betyder “hvis du er færdig med at vaske op, hvorfor ligger opvaskebørsten så i vasken og hvad laver den uopvredne klud på bordet“, eller “tror du at den der kop, selv kravler tilbage i køkkenet?” - der er en anden måde at sige “ta’ da for fanden din kop med dig når du er færdig med den“.

Det der med at undre sig over den måde han gør tingene på (hmmm… kan han ikke se at det er usmart at bøje alle hjørnerne på vasketøjet, det blir’ jo krøllet) og det der med at blive en lille bitte smule sur over, at han ikke ser hvordan der ser ud på toilettet, eller at den rene service mangler, at blive stillet på plads når den er vasket op.

Ind til videre kan jeg holde det meste inde i mig, men ind i mellem ville jeg så brændende ønske, at han da bare kunne gøre hvad jeg tænker!!!

Måske er det noget iboende og som kvinde kan man kun give efter. Måske er det genetisk for guderne skal vide, at jeg har mange bestemmende og dominerende kvinder i min familie. Måske er det utopi at tro at de grundegenskaber man har, ikke også slår ud i ens parforhold - og jeg er jo også dominerende ude i den virkelige verden.

Men netop derfor er det vigtigt for mig at være i et forhold hvor der er balance. Jeg vil vitterligt ikke bestemme det hele - jeg har det helt ok med, at tingene kan gøres på en anden måde end min. Jeg tror seriøst ikke, at jeg er den eneste der kan finde ud af det. Og jeg vil jo ikke have en mand, der er blevet kastreret og hele tiden går og spekulerer på, om han nu gør tingene på min måde.

I virkeligheden ville jeg så meget hellere bruge min energi på noget helt, helt andet….

Nogen vil måske mene at jeg er alt for tidligt ude i og med at vi kun skriver november, men her i huset har julen været på dagsorden siden oktober. Vi er igang med det, der så fint kaldes, at “slibe kanter af”. Efter al den tid med praktisk taget idel lykke og harmoni, kom vi så til julen, som så slog benene væk under os.

Man snakker om at kattelskere ikke skal bo med hundefolk, at man skal tjekke pladsen i søskendeflokken, da storesøstre ikke kan danne par med storebrødre og at blåøjede mænd foretrækker blåøjede kvinder, men man har ikke taget julen i ed - og jeg kan så oplyse at det kan være problematisk for juleelskere at danne par med forhærdede julehadere.

Og lad mig bare være ærlig: elskeren det er mig.

Jeg elsker at december måned med lys, glimmer og varme røde farver. Glæder mig til den ene gang om året hvor jeg vælter mit hjem til med dims og pynt og lige en ekstra sløjfe. I den tid hvor jeg har været single har en af mine fantasier været den med at sidde i mørket med sin kæreste om morgen, med et enkelt lys, roligt lade det brænde mens dagen starter over en kop dampende kaffe. Jeg har ønsket mig en at lave traditioner sammen med, gå ture i den kolde verden og komme hjem og drikke varme drikke. En jeg kunne lave søde overraskelser til og som synes det var dejligt at jeg lavede æbleskiver selv, fra bunden af og med et æblestykke i midten.

December forsvandt i en rasende fart sidste år og jeg nåede ikke rigtig nogen af de ting og jeg bestemte mig for at i år skulle det være anderledes. Sidste juleaften var hyggelig og rar. Det var første gang at jeg var vært ved en jul og det gik fint. Nogle venner kom forbi og vi endte med at sidde og hygge os med rødvin og drinks til sent ud på natten. Det var første gang jeg vågnede juledag med tømmermænd og det var den dag jeg fuldt og helt erkendte at mit liv var godt - men slet ikke det liv jeg ønskede mig.

Jeg ønskede mig ikke singlelivet, jeg higede efter en kæreste, at være et par, at blive en familie og der i morgensolen, juledag, med tømmermænd, grannåle på tæppet, sammenkrammet papir og uanede mængder af frihed og ingen forpligtelser var jeg slet ikke hjemme.

Så måske er jeg en anelse desperat her i min higen efter at få sat den perfekte jul på skinnerne for kæresten og mig. Det er tydeligt at han ikke har samme behov som mig og det er ikke bare noget jeg gætter mig frem til - for ordene “jeg hader jul” er kommet over hans læber. Jeg håber stadig at jeg har en mulighed for at vinde ham over på min side. At jeg kan lokke ham ved at trykke lidt på hans glæde ved god mad, lokke med lidt mere nærvær og måske ved at fylde gaver på hans barndoms hjemmebroderede julekalender.

Jeg giver ikke fortabt.

Jeg havde fået fortalt ham, at hvis jeg ikke hørte fra ham pronto!, så ville han miste al klynkeret i al fremtid. Men det gjorde ikke den store forskel og jeg var meget tæt på, at miste troen på mænd - igen og denne gang på en anden kvindes vegne. Men så kom der en l-a-n-g sms her til morgen, med lige så lange (og ret gode) forklaringer.

Jeg har sat mig op som Kirsten Giftekniv og det går ikke klassisk godt!

Det skulle egentligt være så nemt. En af kærestens venner sukkede efter en god kvinde og sådan en kendte jeg, og vidste at hun sukkede efter en ditto mand. Vupti, vupti - der må jo være et match - eller ihverfald grobund for et møde.

Så snikke-snak med kvinden på messenger (*overtale-overtale*) og afsted med mail til manden.
Og så tyb tavshed!

I 4 dage. Ikke et ord. Heller ikke efter yderligere to sms’er og et opkald til hjemmetelefonen.

Indtil i dag, hvor jeg så får denne her lange sms, med en god forklaring.

Så nu er jeg på banen igen. Der skal arrangeres møde, bestilles violiner og sættes champagne på køl - eller hvad det nu er man gør, når man arrangerer en blind date for folk.

Må indrømme, er lidt uvidende om hvad man egentlig gør - dels fordi jeg aldring selv er blevet sat op på den måde (bortset fra den gang hvor jeg mødte min kæreste, men det tæller ikke ) og dels fordi jeg aldrig før har haft overskud af mænd.

En af de rigtig interessante ting ved at leve i et parforhold, er den måde man som kvinde kan komme tættere ind på livet af de der mænd. Der er selvfølgelig ens egen at studere, men med ham kommer også hans venner og dermed også andre studieobjekter.

Og mænd er bare anderledes end kvinder. Jeg tænker ikke bare på det der med sport og øl (og på det område er der også stor forskel på mænd), men der sker noget med mænds ydeevne når de er blandt andre mænd. De kan bare mere. Og det er på en helt anden måde end mellem kvinder.
Det er noget de fleste kvinder opdager ret tidligt i livet - specielt hvis man er typen der er nødt til at flytte mange gange og ikke har råd til flyttemænd. Får du én mandlig ven eller kæreste til at hjælpe til, så sker det under protester og klynken. Men spørger du manden, mens der er en anden mand til stede, så er der ikke grænser for hvor meget og hvor hurtigt tingene kan gøres. Et interessant fænomen.

Jeg har i flere år troet, at det på et eller andet plan handlede om at imponere. At det var lige som ude i dyreverden, og at manden skulle vise kvinden hvem der var den stærkeste.

Men jeg tror ikke rigtig længere at det er sådan det hænger sammen. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan mænd er, når de bare er mænd sammen. Men min nye tese er at det egentligt ikke så meget handler om kvinden, men mere om de andre mænd. At manden gør sig sådan en umage, for ikke at tabe ansigt overfor den/de andre mænd.

Måske handler det om noget helt tredje - men en ting er sikkert og det er at med min kæreste er også kommet en håndfuld gode mænd, som for pæne ord, øl og en god gang mad er istand til at trylle med værktøj og er en stor hjælp i vores projekt med at få lejligheden sat helt i orden.

Når weekenden er overstået er det tilbage til virkeligheden. Uover min kæreste har jeg praktisk taget ikke set nogen mennesker i denne uge. Det har passet mig helt fint, jeg har ikke haft behov for at se andre og det har været fint at være lullet ind i vores egen lille tosomhed.

Men når weekenden er overstået er det ud i det pulserende liv igen. Men indtil da vil jeg bruge min tid på at se noget amerikansk skod tv, rydde op i lejligheden og have endnu en weekend med den mest betydningsfulde person i mit liv og sammen med ham glædes over hvordan vores liv sammen begynder at tage den form vi ønsker - også selvom vi ikke har haft fuld kontrol over hele forløbet.

Og nu hvor jeg må igen, kan jeg forestille mig at vores weekend indebærer noget med at dele en flaske rødvin og kigge hinanden i øjnene - helt derind hvor sjælen bevæger sig.

Selvom der kun er gået et par dage siden min indlæggelse og det indgreb der desværre var nødvendigt, er jeg allerede igen ovenpå rent fysisk. Det er som om at min krop fuldstændig har glemt, at den var gravid og allerede er på vej ud af sletterne.

Et eller andet sted er det jo fint nok at have evnen til at hele og komme videre og det værdsætter jeg også. Men jeg ved også at vi begge to lige har behov for at stoppe op og tage en dyb indånding inden livet går videre i samme tempo som før.

Jeg gør det ved at holde mig fra arbejdet i denne uge. Lægge det fra mig fuldt og helt. Jeg læser ikke engang min arbejdsmail. Stoler på at intet er så galt, at det ikke vil kunne reddes på mandag, hvor jeg regner med at vende tilbage til verden.

Min kæreste gør det samme, blot ved at han arbejde hjemme, i det tempo og i det tidsrum som er bekvemt for ham.

Sammen bruger vi tid på at gøre lejligheden færdig. Vores tur ude i verden i går bestod af et besøg dels i Ilva og dels i IKEA. Og selvom man ikke kan købe sig til lykke eller købe sørgmodigheden væk, så kan man købe sig til tilstrækkelig meget adspredelse, at tingene i det mindste for et øjeblik, mindsker sin tyngde og er nemmere at håndtere.

Vi er gode sammen - også i kriser.

Jeg var begyndt at tro, at alt hvad jeg ønskede mig ville blive virkelighed. I april skrev jeg en liste med ting som jeg ønskede mig i livet, ud fra devisen at for at ens drømme kan blive til virkelighed, skal man vide hvad man ønsker sig.

Og det virkede.

Da jeg nåede august var over halvdelen af mine ønsker til livet blevet opfyldt, heriblandt mit største - at møde manden i mit liv, og i ham at møde og omfavnes af kærligheden .

I slutningen af september så det ud til at også det dybeste ønske skulle blive til virkelighed. Vores store fælles ønske - at blive forældre.

I små 2 måneder levede vi så i håbet og forventningen. Indtil i går, hvor håbet bristede og jeg ikke længere var gravid.

Men midt i smerterne og sørgmodigheden er vores kærlighed blevet bekræftet.

Han er min store støtte og sikre havn, han er den der sørger for at jeg kommer igennem dennne stormflod af følelser og han er den der gentager at uanset hvad, så har vi stadig hinanden og vores kærlighed. Og det gør en forskel.

Og jeg håber at jeg vil være der for ham i samme omfang og intensitet, hvis det en dag blev nødvendigt.

Det er interessant, at hvor jeg så en mand, der havde besluttet sig for at hænge håndklædet på gulvet, så han en kvinde, der ikke kunne finde ud af at skrue en skrue ordentligt i.

Kommunikation er alt. For det viste sig at min kæreste var lige så træt af at se på faldne håndklæder som jeg. Han gik og ventede på, at jeg enten fiksede den håndklædedims der sad og hang, eller at jeg måske bad ham om det. Og da han blev træt af at vente, så ordnede han det så - selvom den jo egentligt havde været i stykker i lang tid før vi lærte hinanden at kende - ups!

Vi er gode for hinanden. Vi er gode til at acceptere hinanden, vores forskelle og ligheder. Og vi er meget forskellige. Har forskellige politiske holdninger - er på hver vores fløj. Alligevel har vi stort set det samme menneskesyn og et eller andet sted er det vigtigere end farven på ballonen.

Vi er gode til at tale sammen. Til at få de ting på bordet, som ellers kan bekymre eller blive til uoverstigelige bunker. Men vi er også privilligeret. Vi er enige om at vi ikke vil slås over opvasken, rengøringen eller indkøb, men at vi vil satse på at købe os til den nødvendige hjælp.

Det er altsammen gået så meget nemmere end jeg nogensinde havde troet muligt. Måske burde det der kærlighed og parforhold ganske simpelt være forbeholdt folk over 40?